MAGASINET // UGE 9

Sidste uge bød både på det skønneste forårsagtige vejr og senere på en smule sne. Ifølge udsigterne bliver denne også en blandet fornøjelse, men mon ikke vejrguderne under os en dag eller to med lidt tørvejr, så vi kan komme lidt i haven? Lad os satse på det. På HAVEFOLKET under vi dig i hvert fald en masse godt, som vi har valgt at vise i ord og billeder. 

Vi tager fat på sidste akt med temaet om haven i højden. Her skal vi blandt andet til syden og kigge på slyngende vækster og på gode planter til stengærdet. Klatreroser skal vi også kigge på i løbet af ugen, og til det har vi allieret os med rosenekspert; Knud Pedersen, som fortæller lidt om de roser, der hører til hans favoritter.

Hjemme hos Karina skal vi tælle pergolaer, og når mørket falder på, sætter vi spot på træerne i Lenes have. Inden weekenden skydes i gang skal vi også et smut forbi Mariannes køkkenhave og grave efter jordskokker – af dem er der nemlig fortsat rigeligt at høste af. Og for at blive i den spiselige afdeling, tager Lone os med til en smuk og velindrettet urtehave i Burford, England, hvor de grå nuancer har hovedrollen.

Glæd dig til en ny uge på HAVEFOLKET, fyldt med inspiration, haveglæde og snak over hækken.

Rigtig god uge til dig!

Psst: Husk i øvrigt også at du stadig kan nå at tilmelde dig konkurrencen om de skønneste glasprodukter skabt i samarbejde med Claus Dalby og Holmegaard. Tilmeldingsfristen er på onsdag den 25. februar. Klik her og læs mere om konkurrencen.