Hvis der findes en have her i Nordeuropa, som har gjort en dyd ud af at skabe højder og niveauforskelle i haven, så er det Haven i Hune her i lille Danmark. Kom med og lad dig inspirere af havens højdespringerkunst.


TEKST & FOTO: MARIANNE

I denne artikel er jeg atter på vandring i haven højt mod nord, for dér har de gjort ekstra meget ud af niveauer – i at der er noget for øjet i alle højder og at der i det hele taget er “tag” over én, når man går rundt i de forskellige haverum. Når jeg siger “atter”, er det fordi jeg i hele 2014 fulgte haven med månedlige “dagbøger” – dvs. samtaler mellem havens daglige leder Jeppe Urban og HAVEFOLKET (Marianne, red.).

I denne artikel fokuserer jeg på, hvordan man med plantevalg har skabt højde i haven. Jeg vil tillade mig at være lidt “forretningsagtig” og se, om jeg ikke kan “snuppe stilen”, dvs. at jeg prøver at få øje på, hvad det er, de har gjort og overvejer om det kan anvendes i vores egne haver. Det kan det jo som regel. Men kridt nu skoene og tag med på tur rundt med nakken bøjet let tilbage. Op mod den himmelblå og alt det, der er ind imellem.

EFEUENS VELSIGNELSER
Haven er jo beliggende i en del af den gamle fyrreplantage lige før Vesterhavets første revler, hvorfor der stadig står en del meget, meget høje fyrretræer rundt om i haven. Gudskelov er de bevaret – og gudskelov er der gjort en dyd ud af deres krogede fremtoning. De danner en helt vidunderlig skyggevirkning på varme sommerdage, sætter himlen i relief og udgør på det nærmeste søjlerne i en katedral, hvis man er lidt spirituelt anlagt. Det er jeg, og derfor er det et af de rum, jeg er mest begejstret for – rummet foran Claus Bonderups villa, et af mine (mange) yndlings.
Mange haveejere har efeu voksende på plankeværk eller i gamle træer og opdager den nydelse der er ved at iagttage forvandlingen fra “ung” efeu til bedaget – for ikke at sige gammel efeu. Den forandrer nemlig løvet fra at være fliget til at være mere rundbladet, og samtidig danner den blomster, som får de yndigste bær i løbet af sæsonen.

På husets store vægarealer får efeuen også lov til at slynge sig til tops. Drømmen, ambitionen var – og er – at huset med tiden skal gå i ét med haven, og det er det så rigtigt godt i gang med. Mange familier vægrer sig ved at have efeu voksende op ad murværk af frygt for at det vil ødelægge muren, men det afviser Claus Bonderup på det kraftigste. Der er også lavet en del undersøgelser, der verificerer, at det kun afsætter spor efter griberødderne uden at ødelægge mørtel og andet. Så tøv ikke med at eftergøre idéen med at lade dit hus indhylde i efeu, hvis du kan lide stilen. Det klæder utroligt mange huse, og de levende vækster leder øjet opad og skaber en naturlig interesse for at følge både plante og arkitektur. Arkitektens trøst, rådhusvin og andre klatreplanter er også glimrende til formålet.

I Hunehaven er der også mange portaler, som markerer overgangen fra det ene rum til det andet. Det er magisk i sig selv at passere under en levende portal, men det giver oplevelsen en ekstra dimension, når man dels kan se en flig af, hvad der foregår i det tilstødende haverum, dels føler sig omgivet, omslynget, omsluttet. Den beroligende – og samtidig oplivende – effekt, det har på én, er ubeskrivelig.
Se nu bare denne lange sti med kaprifolier, der slynger sig fra et rækværk og over i træernes kroner på den anden side af stien. Og se nedenfor denne helt bedårende og vidunderlige tunnel af guldregn. Kontrasten med de babyblå forglemmigej er i øvrigt meget effektfuld. Bemærk i øvrigt også, hvordan hækkene, for der er jo to i hver sin højde, understreger fornemmelsen af at være omsluttet i tunnelen.

 

PLANTE HØJE PLANTER 
I haven i Hune har Claus Bonderup og Anne Just altid været meget optaget af at hjælpe beskueren med at løfte blikket. Anne Just, som jo elskede haver om en hals, havde mange overvejelser omkring det med at havefolk har det med at kigge ned. Derfor valgte hun meget bevidst planter, der skabte højde. Og de blev ikke alene plantet i bedene omkring stierne, men også op ad de mange skråninger, der omgiver – og udgør haverne. Dermed øges effekten af højder i haven. Haven er derfor fuld af “spir”, altså højdespringerne, overstanderne, eller hvad vi nu skal kalde de lange slanke planter, der hæver sig over de øvrige i bedene. Her er det violfrøstjerne, der hjælper øjet med at kigge opad – og selvom jeg har set på disse fotos utallige gange, sidder jeg fx først nu og opdager det hegn, der danner baggrund bagest i bedet.

OPADSTRÆBENDE GRÆSSER LEDER ØJET MOD HIMLEN 
– OG DET, DER ER IND IMELLEM
At haven i Hune er fuld af kunstværker er jo ikke mærkeligt. Her beboede to kunstneriske sjæle haven, og Claus Bonderup ynder til stadighed at tilføre haven sine installationer. Det er modigt, men rigtigt vellykket at sætte et jerndrivhus (æblehuset) lige ved siden af den smukke engel på piedestalen, og det hele bliver fuldendt og afrundet ved hjælp af græsserne, der omkranser den lille “allé”, der leder hen – og op – imod elementerne.

At skabe kontraster er også en del af opgaven, når man arbejder i højder i haven. Her har de lette græsser et fint modspil i kraft af de høje, stramt formklippede buksbomhække og af den statelige røde kvan, som leger med farverne i paradisæblet ovre til højre. Bemærk igen stakittet i baggrunden, der afgrænser haven mod naboerne. Det skaber både kontrast i kraft af den mørke farve, og det skaber redundans (gentagelse) i kraft af den opadgående “bevægelse” på samme led som græssernes aks.

For at være helt ærlig, så er denne have så spækket med idéer til, hvordan man kan skabe højde i haven derhjemme, at vi slet kan komme omkring det hele. Så det er oplagt at lægge et besøg der, hvis det på nogen måde er muligt.

Haven er åben i hele sommersæsonen. Man kan overnatte der, og det særlige for 2015 er, at haven er spækket med specielt digitalis. Lur mig, om ikke vi mødes i maj, hvis du vælger at dukke op på det tidspunkt. Det vil jeg i hvert fald ikke gå glip af.