I dag tager vi dig med ned til Middelhavslandene; Frankrig, Italien og Spanien. Dér hvor de bare kan det der med at skabe charme og frodighed – blot med en enkelt slyngplante. Vi prøver at aflure dem, hvad det er de gør, for det kan jo sagtens eftergøres under nordlige himmelstrøg.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Vi starter med at kigge på feriefotos, hvoraf det fremgår, at der er megen inspiration at hente hos de dygtige og kreative plante- og haveelskere, der bor dernede. Vi napper med arme og ben og ser om vi ikke kan overføre det til vores byer og haver herhjemme. Tjek til en start lige det her ud: Fra venstre:

1
En wire er det formentlig, der er tilplantet med noget, der minder om arkitektens trøst. Det kan også være rådhusvin eller noget andet, men noget, der slynger sig og laver lange lianer. Det giver en helt eminent oplevelse af højde mellem to huse. Hvorfor ikke gøre sådan i en dansk by?

2
Her er der også masser af voksende, levende skygge – eller rettere hængende –  fra oven. Men det, jeg gerne vil have, du lægger mærke til, er den der plantekasse ude i siden, hvori der vokser bambus. Det er skisme da smart! De kan købes i dyre domme i Danmark, men kan også med lethed fabrikeres hjemme hos dig selv. Og bambus er oplagt og har i øvrigt fået en renæssance i haverne siden sidste omgang af blomstringsdøden.

FOTO 1 + 2

ET LEVENDE TAG


3
At skabe skygge med levende vækster er noget af det smarteste og dejligste i haven. Det er helt eventyragtigt at sidde under den flimrende skygge, og der er altid noget at sidde og få øje på. Det passer sig selv, man skal feje lidt ved bladfald, men pyt. Så leger vi bare, at vi er en gammel græsk bedstemor eller en ung jomfru – måske en viis knark? For man tænker så godt, når man fejer. Har du lagt mærke til det?

klatreplanter
FOTO 3

4
Og så er der det med at have et gårdrum med en trækrone som tag. Det er, hvad Claus Dalby nok ville kalde  “helt uforligneligt”. Her er vi i en lille restaurant i borgkomplekset Carcassonne i Sydfrankrig. Vi satte os hen i hjørnet og blev der – længe. Og nu kommer det store spørgsmål så: Hvilke træer er brugbare til at danne sådan en let skygge her i Danmark/Skandinavien? Spørgsmålet blev stillet af Kjeld Slot sidst vi havde emnet oppe, og det har faktisk rumsteret i mit hoved lige siden. Mit bud er: Acacie, silketræ, tjørn, mimose, guldregn. Men måske vil det også være formidabelt med magnolier, vil jeg tro. Har du nogle forslag, så sig frem. Skriver du på mailen eller Facebook til os, skal jeg nok lægge det ind her.

FOTO 4

 

klatreplanter
FOTO 5

UDNYT DIT STENGÆRDE


5
Der er usigeligt meget, der kan vokse mellem stenene på et stengærde, og især her i Norden vil stenenes ophobede varme fra dagen gøre, at mange middelhavsvækster vil trives rigtigt godt. Selv roser vil kunne trives ved, i eller omkring et stengærde, da de elsker varmen fra stenene. Når blot vi sørger for at de får vand nok, så skal de nok kvittere med den skønneste blomstring. Husk på, at det ikke kan fryse til under sten, så her er rødderne godt beskyttede.

Oplagte vækster til dit stengærde:

  • lavendel
  • rosmarin
  • salvie
  • karrybusk
  • timian
  • sedum

Sten i sig selv er usandsynligt smukke, næsten magiske. Men se her en gang, hvordan det klæder dem at være tilvoksede. I det aktuelle stengærde ser vi både kæmpe rosmarinbuske, euphorbia, sværdliljer og sikkert også en del ukrudt her og der.

OP AD MURENE


6
En almindelig mur kan også fremstå meget smukkere, når den er behængt med klatrende og blomstrende planter. Dem har vi ganske givet rigtigt mange af i vores haver, og selvom de måske ikke har så meget, de kan gribe fat i på vores flade mursten, så kan blot nogle snore gøre, at de har noget, de kan klatre og sno sig omkring. Her er det pragtsnerlen Ipomoea med sortsnavnet ‘Purple haze’, der skaber frodighed i højden.

klatreplanter
FOTO 6

 

7
Her til sidst tager vi et nysgerrigt kig hen over en mur og ned i en gårdhave. Som det fremgår, er der brugt alle midler til at skabe frodighed i højden. Vinen vokser hen over murens tag og skærmer for naboens indkig, og reposer og høje kasser er brugt til at få planterne lidt op.

8
På den anden side af den skrå gade faldt jeg over noget ret pudsigt. Planten her vokser ud af et hul i muren. Ikke nok med det – prøv at se længere hen ad gaden: Her står potteplanter alle vegne. Det er diverse slags sedum, der står der, og det er praktisk, for de kan klare at stå længe uden så meget som en dråbe vand. Det samme kan aloe vera og agave. Husk blot at de skal ind om vinteren, for de tåler ikke frost.

klatreplanter
FOTO 7 + 8


Dette indlæg er en del af månedens tema om “Højder i haven”. Du kan finde tilbage til månedens leder samt links til alle temaartikler ved at klikke her.