At sidde omkring bålet minder én om lykkelige stunder fra studenterfester eller spejderture. Vi nordboere er vilde med det åbne bålsted, hvor vi kan sidde side om side og fortælle historier mens vi bager snobrød eller popper popcorn over sagte ild. Og så er det for alle aldre. 


TEKST & FOTO: LONE

Mon ikke vi er mange, der har gode minder fra de unge år, hvor lejrbålet har været omdrejningspunkt for en hyggestund? Det kan være fra spejderaftener, fra lejrture, studentergilder mv. At sidde på en stub eller stamme rundt om bålet og kigge ind i flammerne i en nat, hvor solen nærmest ikke går ned er tæt på magisk.

Måske var der en guitarist i gruppen, og Søren Kragh-Jacobsens “Mona Mona Mona” var næsten altid en del af repertoiret – i hvert fald i 80’erne og 90’erne. Måske er den det stadigvæk?

Et bål i haven er bare super hyggeligt – om det så er ved vores familiebolig eller i sommerhuset. Og derfor er det for mange selvskrevet i havens plan. Gerne under et par træer, så man slipper for duggen i de sene timer.

Et bål kan naturligvis let etableres med et bålfad, der kan flyttes hen til terrassen eller spisebordet, men det gode gammeldags bålsted må altså ikke ryge helt i glemmebogen. Og derfor glæder det mit havehjerte usvigeligt, når jeg støder på familier med bål som dette. På den “rigtige” måde.

Her kan laves pandekager over gløder, bages snobrød eller koges suppe. Udstyret fås i dag til ingen penge i supermarkederne i sommertiden og så er det bare at gå i gang. En fælles beskæftigelse, der er hyggelig for både børn og voksne.

Og så snakker man bare så godt sammen, når man sidder rundt om et bål og kigger ind i flammerne. 

Har du selv en opskrift på snobrød i gemmerne? Hvis ikke, så får du lige en her. Så er du forberedt, når sommeren kommer snigende, og det er hyggetid.

SNOBRØD
Opskrifter på snobrød er der mange af.
Her får du en lidt luksusagtig udgave med gær og mælk:

  • 500 g hvedemel
  • 3 dl sødmælk
  • 50 g gær
  • 1 tsk salt
Dejen forberedes, som alle andre gærdeje: Mælken lunes og gær opløses heri. Salt røres ud heri og tilsidst æltes melet i. Herefter skal den hvile ca. 1 time ved stuetemperatur og så er den klar til brug. Når dejen er klar, fordeles den i mindre dele. Hver del rulles til en pølse der vikles om snobrødspinden – husk, at alt pind skal dækkes helt ud til spidsen, så den ikke brænder, når den om lidt stikkes i gløderne.