ANNONCE

tirsdag den 3. marts 2015

SNUP IDÉEN FRA OLDEMORS HAVE

TEMA: NORDISKE HAVER

Patina og en vis form for ordnet og sirlig "laissez faire" hersker i oldemors have. Se elementerne og snup stilen her og gør det i din egen have! 

TEKST & FOTO: MARIANNE






At bruge vandtønder er ikke nogen ny opfindelse, og det er en faskine eller en rende heller ikke. Men at grave renden bred og beklæde den med kampesten eller bare marksten - det er en god idé. Mange huse med stråtag har ikke tagrender, og her er det en glimrende idé at lade vækster som fx ranunkel, brøndkarse eller hortensia vokse der eller lige i nærheden. De vil elske det fugtige miljø.

TØRRESNOR OG HASSELKÆPPE 
Hæng din tørresnor op mellem træstammerne og lad den hænge lidt løst. Blafrende vasketøj er desuden med til at skræmme uvelkomne dyr bort. Dels gulerodsfluen, der ikke bryder sig om bevægelse i luften, dels fugle, som kan opfatte det som levende mennesker. 

Et andet tip er at bruge hasselkæppe som stolper. De er gerne en smule skæve og giver et godt modspil til de lige rækker med radiser og jomfruer i det grønne. De holder en sæson og kan jo enten brændes eller komposteres bagefter. Charmerende og pænt CO2 neutralt!  


BUNK DINE POTTER
Stil potter og kasser op i bunker og stabler, og plant en rådhusvin eller arkitektens trøst der, så den kan slynge sig omkring dem. Det skaber en "tidens tand" stemning, som giver personlighed til en have.


BRUG GULVE SOM OPBEVARINGSSTED
Det hvidkalkede og det trange giver en fortættet stemning. Bemærk at det ikke blot er vandkander og tomme urtepotter, der står på gulvene, men også planter i noget, der ligner tilfældig orden. Det er det måske slet ikke, men det tilfældige er en ekstra charme. Det er de røde urtepotter også. Det sender tankerne tilbage til oldemor og slotsgartnere fra større godser og herregårde.

En gammel frønnet bænk er med til at give det hele et lidt ældre skær, og har du ikke en sådan, findes der maleteknikker til at lave det selv. Jeg viser det senere på foråret her i HAVEFOLKET.

LAD TILFÆLDIGHEDEN HERSKE 
Det tilfældige og lidt rodede look finder I også her. Patina fremmer virkelig oldemorstemningen. Nogle gange er der en hårfin balancegang mellem det næsten forfaldne og udsmidningsklare og så det charmerende, eventyrlige og stemningsfulde. Det er om at finde den selv - eller invitere andre på besøg og være åben for deres kommentarer. Vælg gæsterne med omhu.


Bemærk de kalkede vinduer herunder. I gamle dage hvidtede man væksthusvinduerne med en melblanding. Nogle brugte også wienerkalk, det stod alligevel klar til at hvidte husenes facader med, men havde man ikke lige det stående, så havde man mel. Og så malede man vinduerne indendørs. Ude ville det regne bort i løbet af ingen tid.

At samle små river, spader, stokke og andre fornødenheder i en zinkspand er smukt at se på. Praktisk er det også, hvis man husker at stille værktøjet på plads efter brug.

PYNT OP MED REDSKABER
Bast er et naturprodukt. Det bliver brugt til at binde buketter og andet med, og derfor har det fået en plads bag duftgeranierne. Smukt og enkelt. Tudsekongen på en pind kan være brugt til alt muligt. Til at markere med eller måske til at styre vandslangen rigtigt, så den ikke løber ind i bedene. Børster og skrubber og flaskerensere af naturtræ er bare smukt. Det ser også oldemoragtigt ud, når de hænger på en mur. Lige klar til brug.

Æbletræer som hæk. Det er praktisk og gør at de er nemme at plukke. Desuden er det rigtigt smukt. Langs husmuren vokser katost. Den har det rigtigt godt med rødderne under de varme sten og kan klare ret megen tørke. Den står i øvrigt også så beskyttet som den har brug for, da den i hårde vintre godt kan fryse noget tilbage. I haven bag stakittet er der også brugt kastanjehegn. Nogle kan ikke få afgrænsninger nok, og brugt på den rigtige måde klæder de to typer hegn hinanden. Smart er det også, hvis man har fritgående høns, der ikke må skrabe for meget op i pryd- og køkkenhaven.

Bistader er noget, flere og flere får øjnene op for. At kunne lave sin egen honning og at være sikker på bestøvningen af frugttræer og bærbuske samt alle blomsterne i haven, det er en gave. Om der nu er bier i eller ej, de pynter og skaber stemning. Måske er der faktisk andre insekter, der finder deres skjul der, og så gør de jo også gavn.

En stensætning som kantning, det er der mange, der har. Men orange montbretia, plantet til i en fed række, det er meget oldemoragtigt - og nu også afsindigt trendy. Selv synes jeg det er betagende og smukt! At skulle passere sådan et skue hver eneste dag hele sensommeren, det kan da kun gøre en fuld af god energi! Dufte gør de ikke, men de pynter, når man går forbi.

Flere steder brugte man lavendler som lave hække til at afgrænse stien op mod hovedindgangen fra prydbedene i forhaven. Det var yderst praktisk, fordi kvindernes lange kjoler fejede forbi lavendlerne og sendte den mest vidunderlige duft op i næserne på gæsterne. Vi kigger mere på stensætninger senere i dette tema. 





14 kommentarer:

  1. Sikke nogen skønne hyggelige billeder - tak for dem :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme, Sussi, ja man kommer i en helt særlig stemning.

      Slet
  2. Ja dejlige billeder, og en historie hvor der ikke jagtes, men bare gøres naturligt, og helt nede på jorden!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Annette. En historie, der ikke jagtes? Tænker du på at ville fortælle for meget på for lidt plads? Eller... :-)

      Slet
    2. ;-) det er vist mig, der var så langt inde i historien, at ordene stod i kø. Den stemning der i sin tid blev opnået, kom frem ved praktiske tilfældigheder, samtidig med at tiden/kræfterne blev økonomiseret.
      I det mener jeg at hvis jeg kunne finde på at hænge en børste op på muren fordi det skulle se hyggeligt ud, da har jeg jagtet et bestemt udtryk, men hænger jeg det derimod der fordi jeg skal børste støvlerne for mudder inden jeg tager dem med ind, så er det pludseligt praktisk, og slet ikke tænkt som pynt, og først der er det hyggeligt set fra min vinkel. Håber det gav lidt mere mening..

      Slet
    3. :-) Jaja, jeg er helt med nu. Akkurat, og god pointe. Det er ligesom min egen aversion af, når havefotos er for opstillede og kunstige. Jeg skal selv tage mig godt i nakken for ikke at komme til at efterligne lidt, må jeg indrømme, og det er jo også det, denne artikel har til hensigt. At inspirere. Så kunne det jo så være, at vi faktisk fik børstet det af, der skulle børstes af, nu børsten hang der. :-)

      Slet
  3. Her er mange hyggelige ideer, Marianne :-)
    I mit nabolag ligger nogle huse "skåret over samme læst" alle bygget engang i tyverne. Her ville din oldemorhave passe rigtig fint, det tænker jeg ofte på. Drømmer om at få lov til at skitsere nogle nye forslag. Ud med al den grå beton og granitskærver og ind med lave stakitter, syrener, hortensia og lave lavendel- og buxbom hække og meget meget mere grønt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. De huse kender jeg, Lisbeth, kører forbi dem ofte. Jeg tænker faktisk det samme, hver gang jeg passerer dem. Men hver hus- og haveejer sin smag, selvom det ville forskønne helhedsbilledet i den grad, hvis der var en fælles holdning til gaderummet. Det er der jo i Bondebyen i Lyngby omkring Lyngby Kirke.

      Slet
  4. Der er osse i mit nabolag et par huse der kunne trænge til nogle foreslag. Det er begge ,eller rettere, de er bygget sammen, bindingsværk. Og oh rædsel, først lagde det ene hus sort granit ud i bræmmen mellem hus og cykelsti og derefter det andet hus. . altså,, mååske kunne det "forsvares" til et nyt arkitekttegnet hus,, meen til et gammelt bindingsværkshus?? Ikke at jeg nogensinde ville kunne li sort granitskærver.
    Det er ikke alle steder have og plante moden er kommet.
    grønne hilsner fra Gunvor
    ps jeg har hørt viben i går.

    SvarSlet
    Svar
    1. Viben? Så er det uigenkaldeligt forår.

      Ja, det med de skærver... Gætter det er nemmere at håndtere når det skal lægges ud end pigsten eller chaussesten. Og billigt, eller sådan noget. I hvert fald er der rigtigt mange moderne husejere, der benytter sig af dem. Men mon de overvejer, at de skal gå og se på det de næste mange år?
      En anden mulighed er jo, at man finder det pænt. Gudskelov fandt de på en ens belægning, i mine øjne vil det være et fejlgreb at vælge forskelligt, når nu hussene er bygget sammen.

      Nå, vi synes så meget, men pyt, når bare viben synger.

      Slet
    2. Haha ja, vi synes så meget :-)
      Hvis man gerne vil have småsten i sin indkørsel så er perlesten eller ærtesten meget smukkere og passer utroligt godt og naturligt ind i danske haver, der er noget ved granitskærver - det bliver for voldsomt med store overflader af dem.
      Måske skulle man skrive et indlæg om perlesten...
      - dejligt at viben er kommet :)

      Slet
    3. God idé, Lisbeth. Glæder mig!

      Slet
  5. Hvor ser det indbydende ud! hyggeligt og smukt, lige til at eftergøre i den udstrækning man nu har tid til det.
    For der er vist ingen tvivl om, at det kræver pillearbejde og en sikker hånd at få det rette udtryk frem -
    som du er inde på kære Marianne, så er balancen mellem det rodede og det charmerende hårfin.

    Fotoerne er meget inspirerende!

    Kh
    Hanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Hanne. De er alle fra Den gamle by i Aarhus. Dér har de jo ansatte til at gå og finde den rette stemning frem og alt har jo ligefrem til opgave at være "gammelt"/slidt at se på. Som var vi trådt ind i tiden fra den gang. Udfordringen ligger også i at forme den havestil, og så sikre sig, at den også fungerer i brug.

      Kh. M

      Slet

ANNONCE