Jeg er altid ved at dreje nakken af led, når jeg i bil passerer et stengærde. Jeg stopper allerhelst op. Sidder og mærker tidens tand, dens ånd. Sten bærer nærmest evigheden i sig og er et robust og dekorativt indslag i haven. Bliv inspireret her.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Stengærder er så praktiske i en have. Ikke alene er de æstetiske ud over alle grænser, synes jeg. De er også praktiske, fordi de opbevarer solens stråler, sådan at de tilfører varme til de rødder, der vokser i nærheden. Mange af de lidt sartere vækster er derfor ikke bare hensigtsmæssige, men også smukke at have voksende langs eller på/i et stengærde.

Dette her kan man næsten ikke kalde et gærde, da det egentlig kun er en afgrænsning af et skrånende bed med kampesten (eller store pigsten eller marksten) men effekten er tæt på den samme. De store stens skønhed og tyngde skaber en bedårende kontrast til de lette og livlige montbretia. Billedet er taget i starten af Havestien i den Gamle by i Aarhus.


Nogle stengærder er faktisk bare sten, der er “smidt” i bunker, der udgør en afgrænsning af et stykke jord. Viser, at noget er “her” og noget er “der”. Disse er vist ikke tænkt som et gærde, men er alligevel smukke. Det vilde look understreges af valmuer og margueritter og så en hel masse ukrudt.

Sten afgiver som sagt varme. Det er godt for beboerne i bistaderne, fordi det også skaber læ, så de bedre kan finde hen til deres bo. Kontrasten mellem det formfuldendte bistade og de store kampesten med hhv. brudflader og afrundede kanter er betagende. Al kløveren nedenfor er sikkert guf for en lækkersulten bi.

I Hareskoven nord for København er der rigtig mange stengærder. Landskabet er yderst kuperet og mange af bebyggelserne er af ældre dato. Mange af de nyere villaer holder traditionen i hævd.

I villahaverne ser man ofte stengærder som fundament til en hæk. Dette er vældigt vellykket, synes jeg.

Det giver en ekstra udfordring at lave et stengærde under hækken, hvis vejen er skrånende. Det er lykkedes rigtigt godt her. Takshækken har set bedre dage, men den er nem at opfriske med en tæt beskæring/klipning på det rigtige tidspunkt samt måske lidt ekstra omsorg i form af gødning og vanding.

Rundt om et hjørne kan det også godt være en udfordring. her er det også lykkedes fint.

At køre forbi et herresæde, hvis marker strækker sig langt bort fra selve hovedgården, er en af de oplevelser, jeg nyder meget. Og fotografierne af de bedagede mosbegroede sten er derfra. Her kantes ejendommen nemlig oftest af et stengærde med ælde og patina. Jeg vil helst ikke følges med nogen i bilen, for jeg stopper hid og did i vejsiden og går ud for at opleve skønheden i stengærdet. Nogle gange sætter jeg mig – bare for at mærke stilheden, som disse sten udsender. Mosbevoksede sten er nogle af naturens egne kunstværker.

 

Hvor må det have været hårdt arbejde at være med til at etablere sådanne gærder. Den gang var der overhovedet ikke brug for fitnesscentre eller løbeture efter arbejde. Der var brug for en god gang grydemad og en divan – eller hvad man nu lagde sig i, for at hvile kadaveret efter endt arbejdsdag. Jeg kan forestille mig hvilke svulstige muskler, man måtte have, når man deltog i det arbejde og også, hvilke stærke rygge, der skulle kunne klare den slags arbejde.

ALLE ÅRSTIDERS CHARME
Ved vintertide er det en særlig nydelse at køre forbi smukke stengærder. Her er det også et af Hareskovens mange, der har fået naturens hvide, kolde dekoration på. Det går ligesom aldrig af mode, vel?

Det er langt fra alle steder, man har gjort noget ud af dyrke bevoksning på stengærdet. Her i Rørvig by er det enkelheden, der råder. Et birketræ, storkenæb og ikke andet. Enkelhed er nogle gange mest virkningsfuldt.

Men der kan også gøres rigtigt meget ud af det. Her nedenfor er der etableret en bænk midt i stengærdet. Den ligger i den lille landsby, Kildebrønde, syd for København. Omkring er der beplantet med vækster, der passer til årstiden, sådan at der til hver sæson er levende og smukt at sætte sig på bænken og bare nyde. Enten de forbipasserende, ens egne tanker eller alt det smukke omkring én.

Har du et yndlingsgærde?