MAGASINET // UGE 11

Det er lidt henad aprilvejr her i marts med alt det skiftende vejrlig. Skarp sol det ene øjeblik, blæst, hagl og strid søndenvind i det næste. Men det tager vi os ikke af. Det er stadig muligt at få nogle gode timer i ny og næ derude. Særligt, hvis man kan gå under glas og især, hvis der lige er noget, der skal sås eller prikles eller kigges efter i sømmene for utøj, som netop i disse måneder kan finde på at springe ud i fuldt flor. 


Indenfor i HAVEFOLKET fortsætter vi temaet om alt det nordiske i haven, hvor vi i denne uge kigger på stengærder, som er så nordiske som det overhovedet kan blive, men du får også andre ting at glæde dig til. Vi skal se på, hvad man kan gøre ved besøg af rotter, som i milde vintre fristes til at gå deres egne veje – fx i komposten. Her har Jens Juhl et par kloge ord til os. Så får du at høre, hvad den flittige Hr. Dalby nu har fundet på. Du får tips til, hvordan man dyrker i både kold og varm mistbænk, endnu en meget nordisk foreteelse og for at blive i det nordiske, tager Karina os med ud og kigge på et udvalg af de nordiske træer og planter. I løbet af ugen kan du også glæde dig til en konkurrence. Vi er sådan nogle lurendrejere, at vi ikke siger, hvornår den løber af stablen. men alle, som læser vores nyhedsbrev, kan være med.

God fornøjelse og rigtig god uge 11.