MAGASINET // UGE 13 

Man kan altså godt mærke, at de lyse og lune tider er lige om hjørnet. Fuglene kvidrer løs i hække og krat, og i mange haver vralter skaderne rundt i færd med at finde kviste, småpinde – og andre aflange og snoragtige dingenoter – til redebyggerierne oppe i træerne. Det er ikke kun fuglene og de små løgvækster der forvisser os om de lyse tider, kalenderen siger det også, for det er jo på søndag, vi stiller om til sommertid. Inden vi på søndag drejer viseren en time frem, er her hvad du kan vente på HAVEFOLKET. 


Det bliver en ret spændende uge, for som mange ved, gik vi sidste år “til filmen” og åbnede op for vores helt egen YouTube-kanal. I forgangne uge har Lene og Marianne været flittige med optagegrejet, men de vil ikke afsløre, hvad vi har i vente. “Vent og se” siger det – så det gør vi i spænding. Udover det langer vi selvfølgelig også en række gode artikler over disken.Peberroden, den krasbørstige lille sag, er uundværlig i mange madsammenhænge. Hvad ville en Wienerdreng være uden peberrod? Ja, vi spørger bare? Nu er det egentlig ikke fordi vi lægger i kakkelovnen til en opskrift, i stedet fortæller vi om den heftige fætter i havesammenhæng og hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil have den til at gro i din køkkenhave.

Vi forlader dog ikke helt det med maden, for på lørdag tager Karina fat i bogen om NOMA. Bogen, som foruden at være spækket med skønne opskrifter også handler om tilblivelsen af den verdenskendte Michelinrestaurant og kokkene bag.

I løbet af ugen skal vi også i sommerhus. Ført dertil af Lone, mødes vi om bålpladsen, så slå snobrødsdejen op – og glæd dig til en hyggelig uge – det vil vi.