Vi higer efter forår, knopper og blomstring. Hvis du har lidt tålmodighed, så klip nogle grene af træer og buske fra haven, og lad dem stå og udvikle sig inde. Den glæde, du vil opleve, når de går i blomst er en rig belønning.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Hvor lang tid tager det?

En uge – 14 dage, max tre uger afhængigt af temperaturen indenfor. Jo køligere, desto længere tid tager det at drive fra nøgen gren til blomst. Men til gengæld holder blomstringen så længere. Vil du forlænge nydelsen, kan du, som med en blomsterbuket, stille dine grene køligt om natten. Der er rigtigt mange grene, du kan drive indenfor.

En klassiker er forsythiaen, her har vi brugt magnolia, men der er mange flere. Herunder er en liste til inspiration:

  • Ribes
  • Klokkebusk
  • Dronningebusk
  • Æble
  • Kirsebær
  • Mandel
  • Abrikos
  • Birk
  • Troldpil
  • Troldhassel
  • Magnolia
  • Forsythia 

Der er jo uendelig mange muligheder og påsken er i kikkerten forude, og det er jo kært med æg hængt på udsprungne grene. Gå ud i haven med din grensaks og kig dig omkring! Stil grenene i en gulvvase en spand el.lign. et halvkøligt sted den første tid, og bliv overrasket næste gang du ser til dem.