Nu er det lune forårsvejr en del af alle aprildagene og det kan mærkes i haverne. Travlheden og livet derude kan pludselig  høres, og der er gang i den, når vi kigger hen over hæk og hegn og havelåge. Hvad har du travlt med? Sikkert noget med oprydning, klargøring, tilplantning eller andet. Måske skal græsset have en overhaling?


TEKST & FOTO: MARIANNE

Jeg har mange gange taget tilløb til at ville skrive et eller andet om græsplænen i disse fredagsartikler, men det er endnu ikke rigtigt lykkedes mig. Dels er det mine “drenge” der tager sig af den del af haven, dels er jeg af den opfattelse, at der er alt for meget af det, (græs, altså – bede er bare bedre). Jeg er på det nærmeste ligeglad med om plænen er trimmet og friseret og ukrudsfri – ja, jeg bliver faktisk så meget mere glad af at se tusind tusindfryd og gå med bare tæer på blødt dugfrisk mos end at tænke på alt det gift, der står og lokker på havecentrenes hylder med henblik på at skabe en ren grøn plæne. Men en nyslået græsplæne, den indtrængende duft af det friske grønne græs, dets evne til at gøde og holde på fugt samt afværge det værste ukrudt, når det bliver lagt under buske og i bedene, det er alt sammen lig med lykke for en haveejer som mig. Så græs er og bliver et velkomment indslag i haven. Ellers kan vi jo heller ikke spille badminton eller kongespil, når familien er samlet og det er for os noget af pointen med at have en have.

Men indrømmet: Det her er der ikke jo voldsomt meget ” I HAVEN I WEEKENDEN” over. Dér plejer jeg jo at give anvisninger om, hvad der er godt at gøre lige nu, hvordan du gør dette og hint og sådan noget. Det  får du så ikke denne gang. Her får du mere en anledning til at overveje, hvordan din græsplæne egentlig skal være.

Det får du så ikke denne gang. Her får du mere en anledning til at overveje, hvordan din græsplæne egentlig skal være.

TO DO? 
Jeg kan jo selvfølgelig godt sige, at det er ved at være nu, du kan trække dit monstrum af en plæneklipper ud af dit skur og forklare den, at den skal i gang igen efter vintersøvnen. Men det har du nok selv tænkt på. Og jeg kan også fortælle om, at du både kan købe og leje plæne-luftningsmaskiner og mosfjernere og diverse kemiske midler i dit have- eller byggecenter. Vi har afprøvet det alt sammen på min matrikel og er med årene blevet enige om, at der er bedre ting at bruge sin vågne frie tid i haven på. At der er mange haveejere, for hvem plænen er og bliver en stolthed og hobby at pleje og passe, har jeg dyb respekt for. Vi har hver vores passioner, og der skal være plads til os alle. Der er jo faktisk ikke noget, der er mere rigtigt eller forkert end andet. Det er alt sammen et spørgsmål om at træffe et valg.

Men hvis du nu skal til at slå græs igen, så kan jeg da også fremhæve, at det er vældigt smart at se maskinen efter, sørge for at skæret er skarpt og fri af rust, at der er brændstof på tanken og alt det der. Indlysende, skønt jeg ved, at mange springer det led over. Hos os er det altid med en vis spænding, vi starter maskinen. Den er kold, den hoster og harker og misser med øjnene i den spæde skarpe forårssol. Den er slet ikke “i form”. Jeg har forsigtigt foreslået, at den bliver trukket ud af sit vinterhi i en times tid før brug – sådan for at den kan vænne sig lidt til tanken om at skulle i gang igen. Jeg forestiller mig, at den bliver mere samarbejdsvillig sådan. “Drengene” ser derimod overbærende på mig og har pænt repliceret, at de vil overveje det. Jeg smiler til dem; fint med mig. Blot jeg får alle de dejlige dufte, jorddække og noget kort, velklippet, grønt og blødt at gå på. Noget som giver øjet ro og ånden næring.

Velkommen til en ny græsplænesæson.