ANNONCE

onsdag den 22. april 2015

HVORFOR VOKSER MIN BLÅREGN IKKE?

HAVEBREVKASSEN

Jette har skrevet til brevkassen for at høre noget mere om blåregn. Hun er nemlig utålmodighed efter det skønne blå, brusende blomsterflor.


SVAR: GRETHE HEIDE, HAVEPANELET
FOTO: JETTE FRIIS






Kære Havefolket og jeres dygtige ekspertpanel.

I efteråret 2013 plantede jeg 4 blåregn op ad vores nyopførte pergola midt i haven. Sommeren 2014 fulgte jeg deres færd frem i verden med stor interesse, og lidt skete der da også.... meeen måske jeg blot er utålmodig, men når nu jeg har læst og hørt så meget om, hvor hurtigt blåregn vokser, så må jeg nok indrømme at en vis skuffelse indfandt sig da sæsonen gik på hæld. De to planter (i modsatte hjørner) nåede at vokse op til "taget", hvorimod de to sidste blot stod i stampe, men ellers så okay ud. Det skal lige nævnes at alle 4 planter er omgivet af andre planter, de to svagtvoksende har henholdsvis perikon og sankthansurt som fodpose.

Nu er mit spørgsmål så! Kan jeg i denne sæson forkæle mine blåregn med et eller andet, som sætter lidt speed i "groningen"? Jeg har forsøgt at læse om dem hist og pist, men som regel handler det om kraftig beskæring, og det er jo ikke ligefrem der jeg har problemet endnu! Om få dage skulle jeg gerne få noget komposteret kyllingemøg hjem til haven, mon de ville blive glade for et skud af det? Eller er det noget helt andet der er deres livret?

Jeg ser meget frem til at høre jeres ekspertråd, så min drøm om at gå under et blåt blomstervandfald, kan blive til virkelighed.

Vedhæftet lige et par fotos af pergolaen med sytråde af blåregn (- og nej, det er ikke et tørrestativ fra en københavnsk baggård :).

Masser af forhåbningsfulde forårs-havehilsner fra
Jette, Kolding

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Kære Jette.

Det er meget karakteristisk for blåregn at nogle tager fat og gror kraftigt med det samme, medens andre står stille i 2-3 år og derefter gror kraftigt.

Hvis du bruger hønsekompost, skal det være oven på jorden, da det kan være meget stærkt.

Kender du komposten og kan dine andre planter tåle det, kan blåregn også. Vær opmærksom på at for meget gødning kan udsætte blomstringen på blåregn, for også på dette område kan planten være drilagtig.

Med venlig hilsen
Grethe Heide
www.heidesplanteskole.dk

Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet. 




Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.
Du kan også læse mere om HAVEFOLKETs havepanel og de eksperter, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Find dem her.

1 kommentar:

  1. Har også lige plantet to blåregn, og med samme forventninger som Jette, altså i forhold til grokraften, så jeg vil nu bare vente og se om jeg skal udøve samme tålmodighed;-) Tak for spørgsmål, og informationer!

    SvarSlet

ANNONCE