ANNONCE

onsdag den 15. april 2015

KREATIVT GENBRUG - IDEER TIL HAVEN

BØGER

Når man som Nina Ewald besøger masser af haver - både de virkelige og dem, man kan se på internettet - er der en rigdom af inspiration at hente. Det har hun gjort og nu heldigvis også videreformidlet dem i en ny bog om tidens trend: Genbrug og kreative løsninger af gammelt skrammel. Recycling og upcycling. Alt sammen til haven. 
TEKST: MARIANNE
FOTO: GENGIVES MED TILLADELSE FRA FORLAGET. 



En og anden kunne godt gå hen og synes det blev for meget med alt det genbrug, men det er altså en dille, der er svær at lægge af sig, når først den har bidt sig fast. Og så giver den så meget mening, for tænk på alle de planter, haverejser eller andet, man kan få råd til, hvis man genbruger. Og tænk på alle de CO2-partikler, plastikpartikler og andet bras, som verden bliver skånet for, hvis vi bruger en genstand igen i stedet for at smide ud og købe nyt. Eller rygge, der skånes for at skulle fjerne gammelt og udrangeret haveindbo, et gammelt gyngestativ, fx hvis det kan forvandles til - ja, et frodigt stativ for en hængekøje, som her nedenfor.



Med en vis fare for at haven ender som et andet "klondike" har jeg personligt svært ved ikke at være begejstret. For Nina er udstyret med en æstetisk sans, med hvilken hun har udvalgt de forskellige ideer. Så jeg er ret sikker på, at der også vil være mange andre, der begejstres. Det store spørgsmål er blot hvem. For der findes så mange digitale platforme, hvor man kan jagte idéer og fremgangsmåder til at upcycle og recycle, at det ikke er det, der mangler. Men netop havefolk er en målgruppe, der faktisk rigtigt godt kan lide at have bøger stående og tage dem frem igen og igen, hvis de vel at mærke er gode. Og den funktion vurderer jeg, at denne bog har god mulighed for at få.



Mange af idéerne er hentet fra Ninas rejser til haveudstillinger, fra hendes egen have og fra nogle af de haver, hun har besøgt. Andre er opsnappet og indsamlet - som var det folkeeventyr - blandt entusiastiske og kreative havefolk, som har sendt fotos og beskrivelser til hende. Den tanke kan jeg uendeligt godt lide. For haveviden, haveideer og havekreativitet er egentlig en ugleset "kunstart" og "kulturarv", som dog bringer så meget glæde både mens man står og finder på, mens man kreerer, men også når det er færdigt og det nydes.




I Ninas bog kan man virkelig mærke, at det er passionerede havefolk, der har været involveret. For hvad er det nu man kan bruge en træstub til, som står helt umotiveret hen, og de der paller, er der dog ikke noget pænt, man kan lave af dem? Og her har vi opmagasineret de gamle mursten, kunne de ikke udgøre en rumdeling, garneres med efeuranker og udgøre det som skjul til en fontæne? Jo, det er nemlig lige det, de kan, og Nina viser mange mange flere sjove og smarte løsninger på de genkendelige udfordringer, vi havefolk står overfor.

Gennem bogen varieres der mellem opskrifter og beskrivelser af fremgangsmåder og så deciderede inspirationsfotos. Nina udvider genbrugsbegrebet, så også regnvandsgenbrug, genbrug fra have- og natur, strand og mark demonstreres. Og så er der et væld af plantecontainerløsninger, som bybønder også vil finde interessante og anvendelige. Hun kommer rundt om bedafgrænsninger, belægninger, hegn og stakitter, hyggekroge, loppefund og tableauer, dekoration og den kendte umulige krog i haven. Hun runder gode løsninger på indgange til haven, væksthuse og meget meget meget mere. Og ved hvert afsnit supplerer hun med tips, der forklarer, hvordan man kommer nemmest og mest holdbart til en god løsning.



Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stor en udfordring, det må have været for Nina at begrænse sig. Men jeg synes det er lykkedes på en rigtig god måde, for flere af idéerne inviterer til, at man selv kan bygge videre med de forhåndenværende materialer, som ens eget skur eller have byder på. Det må siges netop at være bogens hovedmission, og tilbage er så blot at finde en mariehøne, som vi kan sende til himmels, så haveåret kommer til at byde på mange gode timer derude. For der er nok af blomstrende idéer, lige til at plukke og nyde.




TITEL: Kreativt genbrug
FORFATTER: Nina Ewald
ILLUSTRATIONER/FOTOS: Nina Ewald m.fl
UDGIVELSE: April 2015
SIDER: 165
SPROG: Dansk
FORLAG: Forlaget NICE



5 kommentarer:

  1. spændende :) :) den bog er værd at kigge nærmere på :)

    SvarSlet
  2. Jamen dog - hvor I fristen....Den røg lige på ønskelisten. Dejligt med genbrug. :)

    SvarSlet
  3. Det er en skøn bog med masser af anderledes inspiration :-).

    SvarSlet
  4. JA det er det absolut. Håber selv på at blive meget meget gammel med alle de idéer, jeg gerne vil føre ud i livet!

    SvarSlet
  5. Hej Marianne,
    Tusinde tak for din flotte anmeldelse.
    Kærlig hilsen Nina.

    SvarSlet

ANNONCE