ANNONCE

mandag den 6. april 2015

LENE ER GÅET I SÅVÆRKSTEDET

REDAKTIONENS HAVEDAGBOG

Da Marianne i sidste uge skrev om såning af sommerblomster til sin skærehave, fik jeg helt dårlig samvittighed fordi jeg endnu ikke var kommet i gang. Jeg skal jo også have en skærehave, og jeg glæder mig. Derfor skal det nu være, og mit udekøkken bliver omdannet til såværksted. Her kan jeg stå i læ på en skærtorsdag, der byder på rigtigt aprilvejr - sol, regn og blæst.

TEKST & FOTO: LENE

Jeg har på forhånd fundet alle frøposerne frem, og der er både frø fra sidste år og nyindkøbte. Da jeg er færdig med at så det vigtigste - sommerblomsterne - er der lige et par enkelte stauder, der trænger sig frem i forreste række. Jeg håber jeg har bedre held med staudesåning i år end sidste år. De få der spirede sidste år var noget skravl, og min tålmodighed var så meget på lavpunktet at jeg smed hele molevitten ud. Sikkert en dårlig idé.

Senere i påsken får vi endelig det ønskede vejr, nemlig sol - omend vinden stadig er en snert kølig. Det får mig ned på knæ, både for at luge lidt i bedene, men også for at lede efter flere forårstegn.

Her er violerne, der gemmer sig i mine floks.






Jeg får også endelig sat mine dahliaknolde til forspiring. Nu står de og hygger sig i mistbænken. Jeg håber der er varmt nok, og hver aften går jeg ud og putter dem med en lun dyne af et dobbelt lag fiberdug.

Den store oprydning i haven skulle vi også i gang med, men der er et par projekter, der trænger sig på. så oprydningen må vente. Herunder er starten på ét af projekterne, og det lugter da bestemt ikke af oprydning!



Bag væksthuset bliver der indrettet en bærhave med efterårshindbær og jordbær samt en enkelt jordbærrabarber.

Påsken er gået i et forholdsvis roligt tempo, men når jeg skal gøre status, har vi da faktisk nået en del. 


Der er stadigvæk mange ting jeg mangler med hensyn til oprydning, og nogle gange gribes jeg af en spirende panik over at jeg er bagud, indtil jeg husker at foråret er tidligt på den i år, og at jeg er helt sikker på, at jeg nok skal nå det - vi er jo kun i begyndelsen af april!


1 kommentar:

  1. Din påskedagbog kunne være skrevet af mig - status er næsten som hos dig:-) Det lyder spændende med din skærehave og jeg ser frem til at følge den. Bærhave er nu heller ikke dårligt, det er så lækkert at kunne nippe bær når man er i haven. Jeg orker bare ikke solbær fulde af spindemider, men en efterårshindbær lyder besnærende.
    Jeg måtte ud og købe nye rabarber i år, for tænk det lykkedes mig at slå min gamle livskraftige ihjel, da jeg satte drivpotter over sidste år.
    Smart skulle det også se ud her, men ønsket om søde, sprøde lyse rabarber endte katastrofalt - haha.

    SvarSlet

ANNONCE