“Hvor køber du de dér listehegn, du har i haven?” Det spørgsmål er jeg blevet stillet rigtig mange gange, og til det må jeg jo svare, at det er nogle, vi selv har bygget. Med de rette hjælpemidler er de slet ikke svære at lave. Her er et par byggefif.


TEKST OG FOTO: KARINA

Nu kan jeg jo let sidde her og sige at dette stykke arbejde ligger lige til højrebenet, for skal jeg være helt ærlig, er det min mand, der står for denne opgave – opgaven at få tingene til at blive lige. Det er ikke fordi jeg ikke vil selv. Tro mig, jeg vil helst alting selv, men erfaringen gør, at jeg er nødt til at kalde på gemalen, når arbejdsopgaver af denne karakter skal udføres. Helt hvorfor jeg har det med at få tingene til at blive pilskæve ved jeg ikke. Jeg gør jo alt, hvad jeg kan og koncentrerer mig for at få det nøjagtigt. Af samme grund er dette blot en forklaring på hvordan man gør – eller rettere hvordan min mand gør, når der skal et par nye striber på havens klæder.


Først og fremmest skal du ha’ slået nogle pæle i jorden. Herhjemme er det min tjans, da det trods alt ikke behøver at være på millimetermål. Grav ud med et pælebor i en dybde på mindst 90 cm, hvor jorden er frostfri og derved holder sig fra at skubbe til pælen. Herefter kan den lodrette liste komme på. Det er den, der skal holde de vandrette stykker. Vi skruer vores fast ved det yderste af pælens side, så den flugter nogenlunde.

Herefter kommer det lidt mere avancerede. Stykkerne, som skal ligge vandret, skærer du efter det mål, som du vil have, at bredden af dit hegn skal være. Bredden skal ikke være mere end 1,20 m, da den ellers vil slå en bue, og det kan vi ikke have! Har du et bredere stykke end de 1,20 m, bores en ny pæl i jorden, og hegnet fortsættes efter ovenstående princip.

Listerne, som nu er skåret til, er det nemmest at montere nedefra og op. Brug én af listerne som en såkaldt “hjælpeliste”. Den fungerer som afstandsholder mellem de lister, der skal monteres på den lodrette liste, du har skruet til stolpen.

Først monterer du bundlisten med et vaterpas, så den er helt vandret. Herefter lægger du hjælpelisten løst ovenpå – i hele listens bredde – og monterer næste liste (hjælpelisten sørger her for, at der er den rette afstand mellem de to lister, der monteres.

For hver gang du monterer én af de vandrette lister, vendes din hjælpeliste om. Dette korrigerer for at trælister aldrig helt har samme tykkelse i hver ende, selvom de er maskinfabrikerede. En millimeters unøjagtighed ved hver montering kan blive til flere centimeter foroven, når du har monteret sidste liste. Så brug hjælpelisten, og husk at vende den (skulle jeg hilse og sige).

God arbejdslyst.