Her i april, hvor alt er godt i vækst, er et godt tidspunkt til lige at kigge sig omkring i staudebedene og se efter, om der er noget, der trænger til at blive reduceret lidt. Nogle stauder spreder sig med lynets hast, og når man ikke helt vil undvære dem, så kræver det lidt pasning på rette tid – og det er nu.


TEKST & FOTO: LONE

For nogle måneder siden skrev jeg et indlæg her på sitet om en staude, jeg holder rigtig meget af i min sensommerhave – drejeblomsten. Som jeg skrev dengang, så har jeg et par kolleger i redaktionen, der synes den er en pestilens. Det er jeg bestemt ikke enig i, måske fordi jeg ikke har noget imod at bruge lidt tid her i foråret på at gå med gravegaflen og tynde ud i bestanden. Det dejlige ved drejeblomsten er nemlig, at den er nem at få op, hvis man gerne vil tynde lidt ud i den. Gaflen skal bare lige ind under, vippes op og så kan planterne tages op i en spand.

Drejeblomst

En anden staude, som jeg holder rigtig meget af her i foråret, er nøgleklokken. Den har jeg skrevet lidt om i et indlæg om alle “De skønne blå” – som beretter om de blå stauder i min have. Nøgleklokke har en særlig evne til at komme langt omkring i haven, men her i april er de små rosetter tydelige og igen tager jeg min gaffel og graver de uønskede væk.

Nøgleklokke
Hakken kan selvfølgelig også bruges, men jeg er desværre ofte kommet til at tage gode tulipaner eller allium med i min iver, så jeg begrænser mig til at bruge det lille håndredskab i stedet.

Nøgleklokke
En tredje staude, der kan være ret så invasiv er lodden løvefod. Lige så uundværlig jeg synes den er, lige så voldsom er den i vækst, og ca. hvert andet eller tredje år graver jeg en stor del af planterne op med spaden, halverer dem og planter igen. Kun den ene halvdel – resten ryger ud.

Lodden løvefod
Også små selvsåede planter fra lodden løvefod fjernes. Igen er det lille håndredskab i brug.

En af grundene til at det er en god idé at reducere i disse planter er ganske enkelt for at levne plads til mange af de andre fine stauder, der er i bedene. Ellers kan planter som lodden løvefod indtage det hele uden at give naboerne luft og rum til at vokse sig store og flotte.