ANNONCE

torsdag den 21. maj 2015

PRAGTKÆRTE

PLANTEPORTRÆT

Pragtkærte er en skøn staude, der kan passes ind i de fleste staudebede og bedst af alt, så blomstrer den flittigt og længe. Læs med her, hvor vi kigger nærmere på den kønne plante. 

TEKST & FOTO: KARINA



Sammen med prydgræsser eller i det vilde bed er den skøn. Og eftersom den også er ret så tørketålende forestiller jeg mig også at den vil være en god repræsentant til sommerens krukker.

PRAGTKÆRTE
Gaura lindheimeri

På dansk kaldes den pragtkærte og den findes i flere varianter i de rosa og hvide toner. De små og elegante blomster sidder op langs stænglerne, som bliver omkring 90-120 cm høje, afhængig af sort. Den trives bedst i fuld sol og er som nævnt en meget  tørketålende plante. For meget væde om rødderne tåler den ikke, og derfor skal den stå i drænet jord ligesom en let vinterdækning med gran og blade også tilrådes.

Foruden de meget fine blomster er planten i sig selv et rigtigt flot indslag i staudebedet. De skulpturelle bladstængler står flotte og ranke og kalder, syntes jeg, på én af bedets bedste pladser i forgrunden. På billederne her ser du hvordan den læner sig smukt ud over bedets kant og ligeså hvordan den gør sig til i et skønt grøftekantsmiks. Sammen med prydgræsser eller i præriebedet er den også en god statist. Jeg kan nemt forestille mig hvor smukt den vil stå blandt sommergyldne aks fra havesandrør, lampepudsergræs eller hjertegræs. Ligeså ser jeg den også i fint selskab med pileurt, solhat og asters, for blot at nævne et par eksempler og idéer.


Egentlig gør den ikke det store væsen af sig og så alligevel. Skøn i store grupper og helt solitært i et par krukker måske.





NAVN: Gaura lindheimeri
DANSK NAVN: Pragtkærte
LYSFORHOLD: Sol
HÅRDFØR: Ja; under rette betingelser, men ellers en anelse sart
JORDBUND: Almindelig veldrænet havejord
VÆKST: Opret
STØRRELSE: 90-120 cm, afhængig af sort
BLOMSTRING: Juni til frost

1 kommentar:

  1. Sikke skøn Pragtkærten er. Og blomsten så yndig med den fine tynde markering. Den må jeg på jagt efter på planteskolen :)

    SvarSlet

ANNONCE