Jo flere garvede havefolk, jeg taler med, desto mere går det op for mig, at det sundeste og lettest håndterbare er, at acceptere eksistensen af “den satans ukrudtsplante”. Men vil du holde den i ave, så hør her, hvordan du kan gøre det på en times tid i din have her i weekenden.

TEKST & FOTO: MARIANNE

Jeg har meget! Faktisk har jeg det over det hele, i alle bede, langs alle hækkanter. Ikke overalt i bedene, men mange steder. På udvalgte steder langs “djævlehegnet” står det decideret knæhøjt med lillefingertykke stilke! Spaden kan på en varm sommerdag ikke gå i jorden på store områder lige der, fordi undergrundens jordlag er prophamrende fyldt op med de kraftige rødder fra skvalderkålen. Planter jeg et eller andet, fx Geum, Geranium Phaeum eller lungeurt, for at prøve at tage kampen op, bliver de først pakket ind i avis med jord i for at de kan nå at etablere sig. Alt andet ville være unfair.

Mange har en have, som har fået behandling med så meget knofedt – eller – og langt værre i mine øjne – med ukrudtsgift – at der efterhånden ikke vokser noget skvalderkål what so ever. Og fordi nultolerance overfor skvalderkål har været god stil i en menneskealder, har det skabt et værdimæssigt fundament, hvorpå tanken om at en ukrudtsfri have er lig med en smuk have, hviler. Ingen mellemting. Ingen slinger i valsen.

Dvs. at jeg har fået lavet mig et lighedstegn som er: Har du skvalderkål, så er din have ikke smuk. Men er det nu også rigtigt?

Hånden på hjertet: Jeg vil allerhelst være fri for planten. Punktum. Jo, den udgave med variegerede blade er smuk og kan holdes i en krukke. Men i de megastore mængder, som bare lidt laissez faire kan afstedkomme, det bliver altså nemt for meget for mig. Også selvom skærmene er nogle af de mest bedårende kniplinger fra Moder Jord. Tosset virker det jo at hæge om én slags kniplinger (vild gulerod, fx) og forbande en anden. Ja, og selvom det er glimrende foder til mine søde høns – det giver jo de mest velsmagende orangegule æggeblommer – så kan de altså også godt blive forædte i kålen.

NYORIENTERING
Gennem den sidste tid har jeg talt med en hel masse andre garvede havefolk, og jeg har erfaret, at jeg er faret helt og aldeles vild i mine overbevisninger om, at de skal helt væk. “Lev med dem, eller begræns dem, hvis du absolut vil gøre noget”, er budskabet. Hvordan så det? Hør her:

KUR: 
Lad skvalderkålen stå, hvor den står. Eller rettere: Vokse, hvor den vokser. Fjern med jævne mellemrum, måske en lille måneds tid gennem de næste to-tre år alt – som i ALT – overfladisk løv. Sørg for at klippe alle blomsterskærmene af dem – nyd dem i en vase, bedst indendørs – og smid dem så ud, så deres eventuelle modne frø ikke selvsår sig i din have.

Rigtig god “gøren kål på kålen”.