ANNONCE

torsdag den 11. juni 2015

ET ØRNENÆB MED BID I

HAVEFOLKET TESTER 

De har i en længere periode stået og skreget af mig, de træer,  som skal fældes i forhaven. De skulle have været fældet i foråret, men har haft forlænget levetid, da jeg har manglet et ordentligt ørnenæb. Det har jeg nu, så træer; bed jeres sidste bøn!

TEKST & FOTO: KARINA 


Det er jo ikke fordi de er så store igen, de kugleacasietræer som ikke skal være i haven længere, men de er store nok til at gøre skade på det omkringstående, hvis jeg blot tager en økse og begynder at fælde løs. Kronen skal derfor klippes ned inden jeg når til stammen, men da mit gamle ørnenæb ikke har været stærkt nok, har træernes aflivelse været udsat. I weekenden sagde jeg, nu skal det være og af sted drog jeg mod det lokale plantecenter, hvor jeg fandt en ganske fantastisk sag. Grundet andre planer over weekenden fik jeg ikke gjort kål på de tre trækroner, der her er tale om, men det jeg fik nået gik til gengæld som smurt og derfor skal ørnenæbet også have min anbefaling med på vejen.


Noget jeg blandt andet faldt for da jeg stod med ørnenæbet i hænderne i butikken, var den smarte magnetiske lukning. Mange af mine havesakse har fjederlukning, og jeg ved af bitter erfaring, at de har det med at blive sløve og slidte, så løsningen her er jeg ret begejstret for.



Dertil kommer så det vigtigste af det hele, for kan den ta' fat? Til det kan jeg også sige ja. Som I ser på billledet her, fik jeg skåret en gren over med en diameter på omkring 5 cm, det er ret godt klaret synes jeg, selvom jeg selvfølgelig skulle lægge lidt ekstra muskler i end ved de mindre grene. Dem tog den til gengæld helt som var det at skære i smør.

Ud over selve næbbet har det lette aluminiumsskaft også en del at sige - særligt hos én som mig, der måske ikke hører til de mest muskuløse. Til gengæld skal det jo så lige siges, at uanset hvor let redskabet er, er det belastende at arbejde med armene i vejret over længere tid. En stige kunne have været mig nyttig, så langt er jeg ikke nået endnu, men alt i alt et ret fedt redskab.




Mærket kendte jeg faktisk ikke til i forvejen; Ars er navnet. Har du den selv, så del gerne af din erfaring i kommentarboksen herunder - og del også gerne, hvis du sværger til et helt andet mærke.  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

ANNONCE