Når man har levet et udskejet liv i sus og dus, er der ikke noget at sige til, at stramme linjer, fokuspunkter og beskæring pludselig kan blive en livsstil. Det bruger den tidligere reklamemand Peter Wibroe nu de fleste af sine vågne timer på, og han nyder hvert eneste sekund! Kom med i hans exil-have.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Havedesign er mange ting. Bl.a. er det jo, hvordan du vælger at indrette din have. Her er et eksempel fra den virkelige verden lige nord for Geels bakke i Nordsjælland – et eksempel på en privat have, hvor man tænker. Er dette nu også virkeligt? Men det er det! Velkommen til en haveejer i exil.

Jeg mener overskriften alvorligt, men det gør Peter Wibroe vist egentlig også! Dette er en smuk OG en barok have. Ja, og så er det en have, som er voldsomt inspireret af barokkens stilart med stramhed, storhed, elegance, enkelhed og passion. Hvis nu man skulle bedømme Peter Wibroes udskejelser ud fra hans haves stramhed, plejeniveau og behov for beskæresaks, kantklipper, græsslåmaskine og kost, så må der virkelig have været tale om festivitas og rabalderliv ud over det sædvanlige og formentlig over en længere årrække. En fest af et liv, der virkelig vil noget. Og det er i sig selv lidt barokt. På den gode måde altså, for samtidig er det så storslået og smukt at være der, og så rørende at høre om begejstringen over det, at dyrke sin have, at det hele ligesom går i et. Og betager.

Alt det med det udsvævende liv, fortæller Peter om i sin bog, så det er ingen hemmelighed. Men som sagt, bedømmer man hans frivillige fuldstændigt overdådige exil fra alverdens “øjebæer” (hans eget udtryk, red.), forløjethed og “smartness”, så må der have været rigtigt godt gang i den.

Men Peter Wibroe var også for en 15 års tid siden én af Danmarks helt store kanoner indenfor reklamebranchen. Udskejelserne har været vilde, men al balfaldera blegner jo på ét eller andet tidspunkt. Og så må der noget andet til. Dette “andet” er nu, og har været det siden på slaget 24, år 2000, et liv som Pater Familias, for Peter har skabt et bo, hvor både hans datter, svigersøn og børnebørn samt hans elskede Anne Marie og han selv lever. Sammen! De arbejder alle sammen mestendels hjemmefra, “så der er altid nogen, der er hjemme”, som han siger. Og familien er rigtigt meget sammen. “Og det er jo egentlig det, livet handler om”, understreger han retorisk, mens vi dapper rundt en kølig majaften og iagttager hans storslåede matrikel fra alle vinkler.

Jeg er på besøg i hans private have sammen med 20 andre haveinteresserede, der sammen med den lokale AOF-afdeling, har det fælles inderlige ønske at se haven bag de store sorte jerngitterporte. De fleste er lokale, som jævnligt lufter hund deromkring i Søllerød og som bare er så nysgerrige efter at se det hele indefra. Andre er haveinteresserede om en hals, dem er jeg iblandt. Min egen interesse for hans have blev vakt, da jeg første gang så en dronevideo over haven som et led i et reklameindslag for hans nyligt udgivne bog om samme. Vi modtog aldrig bogen på redaktionen, men så meget desto mere blev det et “must” for mig at besøge ham – og hans have. Se det hele ved selvsyn. Bare tage ind. Tale med et havemenneske af de ekstravagante! Et af dem med stil!


SIN SAG 
Nu er det sin sag at besøge, fotografere og small talke samtidig, særligt når 19 andre også gerne vil i snak med haveejeren. Derfor fik jeg overhovedet ikke talt så meget med ham og hans familie, som jeg godt kunne ønske mig. Men fotos med hjem i kassen til jer læsere, det fik jeg , og det er da ikke at kimse af, synes jeg.

Tag nu med rundt. Sug ind. Brug forestillingsevnen og bare nyd. Der er en lille million vinkler, jeg ikke har fået fotograferet, for han er en mand, der virkelig har været bevidst om “point de vue” (som der er mange, mange af – bemærk fx det nedenfor, som jeg først selv fik øje på efter jeg fik fotoet op på skærmen). Om symmetri, ja også om at bryde den – og det med enkle og få midler. Så det bliver “overdådig simplicity”, som han kalder det. Intelligent! Han har også – og samtidig – skabt en have med organiske former, som er fyldt med både skakbrikker, der altså ikke kan flyttes rundt eller bolde, der kun i fantasien kan trille, tumlinger, man får lyst til at vippe – alt sammen i størrelse XL. En slags legehave med “klodser” og “bolde” i levende organisk materiale. Betagende. Og så små, vi bliver midt i hele skaberværket. Og haven er også beplantet med smukke overhældende træer, hvis levende og organiske form såmænd også fremelskes med beskæresaksen. “For ellers vokser det os helt over hovedet”, som han siger. Ham Peter, som er så heldig at bo lige op ad kirkeskoven, som så danner et levende viltert og scenisk bagtæppe til det hele.

Han anvender meget bevidst akser og sideakser og naturligvis midteraksen. Han bruger grundens rummelighed, skaber ruminddeling og har været meget minutiøs med hensyn til, samt om valg af planter, som han er rejst med sin ven planteskoleejeren på Kongevejen, Niocolai Rasmussen til udlandet efter. Det må have været et svir af en tur. Tænk at kunne gå rundt og finde topiaries og sjældne korneller, takstræer, og nogle af de mange tusinde andre sjældne og overskønne planter, der skulle vokse i hans eksilhave. Det får mig til at tænke: Hvad så nu? Nu hvor haven er anlagt. Nu hvor legen er slut?

 

Men slut bliver det jo aldrig. Det ved vi havefolk – især os med fantasi og “legebarnet” i behold. Pasning og pleje, trimning og så det vigtigste: Nydelsen. Den kan man altså aldrig få for megen tid til.

 

 

Læs også: 

GENVEJ TIL DE FORMKLIPPEDE
Er du vild med formklippede hække og figurer i din have? Så kan du skyde en genvej, der er dyr, men meget smuk!

taksTAKS GIVER RO I SYNSFELTET
Det er så let at falde for de mange smukke blomster, for sorter og farvesammensætninger. Men der skal jo kant omkring, fasthed og rammer, for at blomsterne kan tage sig smukt ud. Til det formål er taks ideel, og du kan klippe og forme den som du vil.

KÆMPERNE VED SUDELEY CASTLE
Cotswold i England er kendt for smukke, gamle hække og haven ved Sudeley Castle er ingen undtagelse. Tag med en tur i “The Queens Garden”.