At kende forskel på hvad der er spiseligt og hvad der er giftigt er  barnelære, som er i fare for at gå tabt. Nu kan du genvinde den inden du skal runde skadestuen med hjertet i halsen og en slatten unge først. Her er bogen, der grundigt og nemt giver dig besked!


TEKST & FOTO: MARIANNE

Kig godt på dette billede af Marie og Mathilde. Spiser den lille pige til venstre et skovjordbær eller et af de røde bær fra kaprifolien? Og kan hun kende forskel? Mon den store kan? Det ene er spiseligt og smager fortrinligt. Det andet er giftigt. De er begge røde. De er begge små og tiltrækkende. Bærrene, altså. Uanset om pigerne kan eller ej, er det at vide, hvad der kan spises og hvad, der ikke kan, en viden, der er stærkt på retur. Derfor oplever Giftlinjen – en hotline, hvor man dels kan identificere planter på nettet, dels kan ringe ind og få besked om akutbehandling og afgiftning – en stærk stigning af henvendelser. Og det siger lidt om, at der et stigende behov for at vide, hvad der er hvad.

Giftige planter

IKKE HYS
Altså. Inden vi begynder: Alt er giftigt i for store mængder. Men noget er meget giftigt selv i meget små mængder, og det er her, vi maner til fornuft og viden. Ikke for at du skal blive hys, overhovedet ikke, blot for at du skal sætte dig en lille smule ind i tingene. For naturen er så gavmild og så vidunderlig at være i og sanke mad fra, at det skal være alle forundt. Blot er der altså visse planter, der kan medføre døden og har gjort det gennem tiderne. Alt det får vi at vide om i denne bog. Til mindste detalje, med ny research og med stort vid. Der gives ren besked om gener ved forgiftningstilfælde fra hele verden: Blodig diarré, åndenød, coma, feberrystelser, hallucinationer, synsforstyrrelser, ulidelige mave-, led- og hovedsmerter, og det der er langt, langt værre.

Giftige planter
Guldregn

NATUREN PÅ MODE 
Naturen er blevet moderne og den vinder ind flere og flere steder – i byerne, i børnehaverne, i baggårdene osv. osv. Og de små ser mor og far plukke alt muligt på gåturene og bringe det med hjem i køkkenet. De er nemlig hippe, eller hippier eller hvad de nu er, men i hvert fald glade for alle de “nye” nordiske urter, vi omgiver os med. Netop derfor er “Giftige Planter i naturen – i haven, i køkkenet og på marken” af Per Mølgaard også landet hos boghandlerne på det rigtige tidspunkt. Det gjorde den sidste forår 2014, men da vi har tema om børn i haven, synes vi at du skal mindes om den nu.

Giftige planter

Bogen indledes med kemiske forklaringer og oversigter, og er man ikke decideret nørd, kan man sådan set nemt springe dem over. Plantegennemgangen er nemlig forsynet med ikoner (et dødningehoved, og et gult dødningehoved (dødeligt giftig), en ko (farlig for dyr), en hånd (fare for eksem) mv. Egentlig ville jeg have listet de planter op, du skal være særligt forsigtig med, men den liste bliver både for lang og for kedelig. For der er faktisk rigtigt mange planter, der kan se spændende og delikate ud i et barneøje – eller for naturentusiaster, der kigger langt efter nyt og spændende at putte i gryderne eller salatskålen – men som man bør lade stå og endda vaske hænder grundigt efter at have berørt dem.

Giftige planter
Dansk ingefær og ligusterbær

TILLID OG GENKENDELIGHED
Der er også planter, som familiens husdyr skal holdes fra og det gennemgår Per Mølgaard også med stor behændighed. Billederne i bogen er vedkommende og nogle steder både søde og sjove, og langt de fleste illustrationer er tegnet af Kirsten Tind, der, som altid, mestrer det naturlige og genkendelige udtryk til perfektion. Netop den perfektion, der afspejler, at ikke to planter er helt ens, og alligevel opnår hun at finde frem til det, der gør dem genkendelige. Hvad det øje ikke kan se! Fotografierne er mestendels Per Mølgaards egne, men redaktøren, Ulla Koustrup selv, har også været ude med kameraet. Det giver som sagt en venskabelig og imødekommende, fortrolig og tillidsvækkende tilgang, netop hvad der skal til i en bog med et emne som dette.

Giftige planter

En bog, der efter vores mening er rigtig god at have stående – vi nævner i flæng – på diverse restauranters køkkenhylde, i børnehaver og fritidshjem, i familiekøkkenet, måske det i sommerhuset, i mødelokalerne hos bybønderne.

FORNUFT OG NÆRVÆR – OG ET LILLE BÅND
Uanset, at denne bog er værd at eje og sætte sig ind i (inden det altså er for sent), vil vi opfordre til en smule fornuft, jordbundethed og nærvær. Hvis nu man lader være med at have de spiselige planter stående lige ved siden af de giftige er man et stykke vej. Og hvis man ledsager børnene og udpeger (og måske sætter et lille stribet bånd på) de planter, som man ikke skal røre/spise, så er man allerede langt. Barnets alder og habitus skal naturligvis altid være retningsgivende for, hvor detaljeorienteret, du skal være. Og i virkeligheden skærper du barnets nysgerrighed, så det i en tidlig alder lærer at orientere sig i naturen – en evne, der i mange år har været ugleset og fundet unødvendig. Dog kan den jo også gøre forskel på liv og død en dag, idet vi jo gennem tiderne har kunnet overleve ved at vide, hvad vi kan spise, og hvad vi ikke kan. Hvem ved om vi får brug for det igen?

Giftige planterTITEL: Giftige planter – i naturen, i haven, i køkkenet og på marken.
FORFATTER: Per Mølgaard
ILLUSTRATIONER: Kirsten Tind og Lars Møller Nielsen
UDGIVELSE: 2014
SIDER: 338
SPROG: Dansk
FORLAG: Koustrup & Co.