Fra terrassen, som vi besøgte i sidste uge, kan man gå direkte ud til et af de største staudebede i Claus’ have. Selvom stien gennem dobbeltbedene er bugtet, skal man ikke lade sig narre af den naturlige form. Kulissen er styret af den stramme taks klippet i flotte formater – og det giver ro til blomsterfloret, som Claus også er ekspert i at mestre.


TEKST & FOTO: LONE

Et af de haverum, som alle, der følger Claus på bloggen clausdalby.dk, kender rigtig godt, er netop dette. Staudehaven, der ligger som et spejl foran huset, og som i den grad skifter udtryk henover året. Næsten altid er her noget, der blomstrer, og rummet er for mig indbegrebet af alt det Claus kan, når han jonglerer med farver, bladstrukturer mv. Genistregen ved rummet – som sikrer de rette rammer for alle legerierne – er, at det er omkranset af tætklippede takshække, der forår, sommer, efterår og vinter holder på formerne og sikrer, at der altid er smukke vægge omkring herlighederne.

Væggenes nøjagtige formsprog opfatter man måske umiddelbart ikke om sommeren, når haven betrædes og blomsterfloret tager hele opmærksomheden, men kommer man op på villaens balkon, så kan man se det ganske tydeligt.

Stierne gennem rummet er belagt med stenmel. Og overgangen til naborummet er tydeligt markeret med belægningsskifte.

At have flotte stenmelsstier som her kræver vedligehold og jævnlig udlægning af nyt materiale. Men så er det til gengæld også en af de skønneste belægninger, man kan tænke sig i en have. Og specielt i en have som denne, hvor romantikken får lov at fylde.

Se lige herover et fantastisk syn. Violfrøstjerne, der spiller op mod det mørke løv på de opstammede buske.

Dette er et drømmesyn. Og det fungerer optimalt netop pga. takshækkenes konstante tilstedeværelse, der minder en om, hvad der er op og ned.

Hækkene er skåret med vandret overside langs alle rummets kanter – og samtidig med en aftrapning, der følger terrænets fald.


Rummet her er inspirerende i sin opbygning, og gør gerne mesteren kunsten efter, hvis du har plads til det.

Tilføj et haverum i din egen have, hvor taks danner ydervæggene, og hvor bedene så ellers får fuld gas. Et sted hvor man kan lege med stauder, toårige og sommerblomster – og eksperimentere med at sætte det hele sammen på kryds og tværs. Måske også med opstammede buske som her hos Claus for også at få lidt højde på bedene.

 

Vil du læse mere om Claus Dalby, kan du springe direkte ind i havemandens univers via hans havebøger – flere af dem er omtalt her på magasinet. Du kan også se tilbage til de to tidligere indlæg i serien med fokus på haverum i Claus Dalbys have:

HAVERUM HOS CLAUS DALBY – PÅ TERRASSEN

I dag skal vi besøge endnu en oase hos Claus Dalby. Terrassen her ligger ved et af havens væksthuse og er med til at give et roligt sted midt i alt blomsterfloret. Her kan man nyde stilheden under uret.

HAVERUM HOS CLAUS DALBY – EN “SUNKEN GARDEN”
Mange vil nok give mig ret i, at en have ofte bliver hyggeligere, når den inddeles i rum. Men bygger man rum i haven? Vi har besøgt Danmarks havemand nr. 1 i Risskov og tager dig over de næste par uger med ind i rum fra den private have.

CLAUS DALBYS ROMANTISKE HAVER
Tag på havevandring med Claus Dalby i 23 romantiske haver fra flere egne af Europa. Claus fortæller undervejs om havens ejer, planterne og havens historie. En hyggelig, men også meget brugbar havebog, hvis man har hang til den romantiske havestil.