Der foregår mere og mere i byerne, som handler om vildskab. Og nej, det er ikke de der vilde distortionfester, vi mener. Det er byfolket, der er vilde med vilde områder og vilde planter. Byfolket tager havehandskerne på og planter “vild” natur, så de kan få det lidt vildere. Denne gang er det på Nørrebro i København. 


TEKST: MARIANNE OG STATENS NATURHISTORISKE MUSEUM, FOTO: STATENS NATURHISTORISKE MUSEUM

Nej, det handler hverken om brosten eller distortionfester på Nørrebro, når Statens Naturhistoriske Museums hjemmeside inviterer til at gøre Nørrebro lidt vildere. Det handler om offentlige plantedage, hvor også du kan deltage (hvis ikke du bor for langt væk), så flere dele af Nørrebro kan komme til at blive skønne, grønne rum. Dem ser vi i disse tider flere og flere af i byerne. Det initiativ vil vi gerne støtte og du kan komme med, hvis du har lyst. Det er gratis, men du skal tilmelde dig.

På hjemmesiden skriver de:

“I løbet af 2015 og 2016 bliver Nørre Campus ved Zoologisk Museum omdannet til et blomsterflor af vilde planter midt i byen.

Tilhørende information og undervisningsmateriale om dansk natur og biodiversitet skal give børn, voksne og skoleklasser appetit på at opleve mere natur ude i landet.

Vær med til at skyde projektet i gang ved at plante de første spæde skud. Museets skoletjeneste vil være til stede på dagen med aktiviteter for de mindste, som kan få deres egen stikling med hjem til haven eller vindueskarmen. 

Du skal huske påklædning, der passer til vejret, og som kan tåle lidt jord på ærmerne. Vi har handsker, graveskeer og byder på en sodavand som tak for din hjælp.”

Det bliver sjovt, siger de inde fra Universitetet. Du tilmelder dig her:  STORE PLANTEDAG MED VILD CAMPUS