Der er skrevet en del bøger om blomster til at klippe ind til dekoration og vase. Her er en bog, der kommer godt rundt om alt det, du har brug for. Og det bedste af det hele: Hun deler ud af sine erfaringer. Skønt, lige hvad havefolk har brug for!
TEKST: MARIANNE, FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET TURBINE
Forlaget Turbine har det med at finde engelske og amerikanske havebøger frem og oversætte dem. Også til danske forhold hvilket borger for en vis kvalitet, idet vores vejrforhold – og dermed dyrkningsforhold – er en del anderledes end dem fra ophavslandet. Nu er de gået sammen med Haveselskabet om en bog om skærehaven, og forfatteren Louise Curley har selv haft fingrene i jorden – Gudskelov! Jeg synes nemlig, at der findes lidt for mange bøger af mediehavefolk, hvis eget erfaringsgrundlag er forholdsvis spinkelt.
Og i år er denne bog mere end relevant for både Lene og jeg, for vi er gået i gang med et skærehaveprojekt, og hvad er så mere oplagt end at få fingrene i en bog om skærehaven? Bladre, læse, tænke, notere, læse igen. Ud i haven. Ind og fundere. Er den så anvendelig? Absolut! Det synes jeg.
Louise Curley gennemgår alt, hvad man – selv hvis man er komplet novice – har brug for at vide om at dyrke (skære)have. Såningen, jordens beskaffenhed, et- og toårige, løg, knolde, grønt fyld, trin for trin-anvisninger med fotos mv. Helt frem til vasevalg og sammensætning og pasning af buketterne.
Hun gennemgår også en del af de planter, hun selv har valgt at dyrke i sin skærehave, og det er faktisk de afsnit, jeg synes fungerer allerbedst. Her hører vi om, at hun har vanskeligheder med kniplingeblomst (skønt at finde lidelsesfæller, når man selv bøvler med den! ), at sneglene også er begejstrede for hendes skærehave (ditto her på matriklen!) og anden nyttig viden. Hun træder endda ud af boksen og giver gode råd om at bruge naturen til at supplere skærehaven med. Oplagt! OG både smukt og trendy! Jo vildere desto bedre! Heldigvis øser hun også ud af, hvad hun gør ved de problemer, der opstår, samt, hvordan det lykkes – og ikke lykkes. For “fiaskoer” er nemlig en del af dét at dyrke. Dét at være havemenneske. Alle de fejltrin eller uforudsete ting, man kan komme ud for. Alt det, man lærer af. Bliver god af. Får lyst til mere af.
Billederne har desværre som oplevet før fra Forlaget Turbine, nogle mærkeligt syrede farver, men det er måske den engelske og amerikanske “way”. Uvant for et øje, som kender naturen og “den ægte vare”.
Bogen er oversat af Eva Mosegaard Amdisen, og det har hun gjort godt. Der findes jo et utal af anbefalelsesværdige bøger om blomster og dyrkning af blomster til snit. Vi nævner i flæng: “Blomster” af Camilla Plum, “Blomster og buketter” af Isabella Smith samt Claus Dalbys sidste nye “Blomster i vaser og skåle”, så der er nok at tage af. Men skal du selv i gang med en skærehave, er denne bog en rigtig god begyndelse.
God fornøjelse med projektet. Det er skægt, kan jeg rapportere fra rækkerne derude i mine højbede. Men lidt som at have en hundehvalp eller et spædbarn igen. Særligt skægt er det, når man gør det sammen med andre og kan udveksle erfaringer, spekulationer, fejlslag, overvejelser og succeser. Er du interesseret, kan du følge med i Lenes og mit skærehaveprojekt i dette års trykte havemagasiner fra – og til – havefolket.
Bogen her er netop udkommet!
TITEL: Skærehaven – Dyrk blomster til buketter
FORFATTER: Louise Curley
FORLAG: Turbine i samarbejde med Haveselskabet.
Jeg synes at det er glædeligt at Turbine og Haveselskabet udgiver sådan en bog og der må meget gerne komme flere to-do bøger efter min mening.
Som erfaren havedyrker synes jeg stadig at det er interessant at læse om udfordringerne. Mange af de bøger der er udkommet de senere år har vist hvor flot det kan blive og det er altid godt at se, men nye yngre haveinteresserede må også have behov for nye selvhjælpsbøger for at få gang i succeserne, hvis glæde og interessen skal bevares. Og når det drejer sig om dyrkning af køkkenhave og skærehave skal man have virkelig god tålmodighed for de ligner jo først noget når man kommer hen ad sommeren og når man så begynder at høste/skære så begynder man også at "ødelægge" det smukke syn igen og der er virkelig lang tid hvor de bede har den bare jord som så mange hader;-)
Nu provokerer jeg jer lidt, men måske kunne I bruge jeres erfaringer som en forsat serie på bloggen over en sæson til næste år, hvis I har planer om at forsætte den?
Emner som dyrkning af køkkenhave og skærehave er ideelle emner til to-do bøger, men de er også ideelle på en blog, hvor der er mulighed for at skrive om det der sker lige præcis idag og hvor andre har mulighed for at tilføje kommentarer om egne erfaringer, som f.eks. "Hvorfor spirer mine Cosmos ikke?" eller "har det virkelig betydning, at jeg hjælper mine Lathyrus på vej op i luften?" o.s.v. Det er her og nu det sker og her og nu man har brug for erfaringsudveksling. Min erfaring med Facebook er at diskussionen hurtig forplumres eller drejes i en anden retning og Instagram er ikke beregnet til fordybelse.
Tak for anmeldelsen, jeg opdagede bogen hos boghandleren forleden. Forsat rigtig god fornøjelse med jeres skærehaver:-)
JA, det er dejligt at finde en havebog, hvor der deles ud af erfaringer. Det er jo også noget, vi sætter højt på listen og din idé er rigtig god – blogformatet er fantastisk til det. Imidlertid er der en masse, der skal tilrettelægges på forhånd, men dokumentation (i form at fotos og noter) er da helt klart noget, jeg/vi vil prioritere. Jeg opfatter det slet ikke som en provokation, jo, en af de "gode", der lige sætter lidt skub i os. 🙂
Tak fordi du mindede os om det. Der er simpelthen så meget gang i HAVERNE for tiden. Både i overført og i bogstavelig betydning.
Jeg har to gode planter at skære af lige nu: Staudeclematis Cleamtis integrifolia og pæoner Jeg er ikke helt klar over hvor stor I knoppen pæon skal være førend den vil spring ud efter at være bleven klippet, men den holder godt De flotte sibiriske iris holder ikke længe efter min mening. Staude salvie er også rimelig god for den holder farven selv efter at den har tabt kronbladene som er små og de ser pæne ud sammen med clematis Valmuer skal vist svitse I enden, står der I bøgerne, for at kunne holde men den så sød ud sammen med den flotte pulsatilla I frø