Endelig! Ja, endelig blev det havevejr, som jeg kan bruge til noget. Overskyet, 20 grader, ingen vind. Så det skulle selvfølgelig udnyttes. Jeg havde ingen planer, men gik bare ud – og det var ad fordøren ud mod forhaven.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Der findes stort set ikke det hjørne i min have, som ikke trænger. Bedkanterne råber efter mig, når jeg passerer, for de udgør en slags shelter for utallige dræbersnegle, som ligger der i de fugtige kroge mellem græs og bed og venter på at gå til fest i bedene. Og stauderne, som med vilje er plantet alt for tæt for at minimere ukrudt, de står også og skubber og maser hinanden som ved et sommerudsalg. Her virker frodigt, men jeg har ALT for mange planter.

Hør her, hvad sådan en søndag kan gå med.

Du har gættet det: Grave op og smide ud. Eller gemme. Derfor må jeg lave et “grave op og bytte-cirkus”, som jeg nu har annonceret via Facebook til dem, der bor i omegnen. Blev bestormet med mails, så jeg skal lige have has på, hvem, jeg skal bytte hvad med.

I mellemtiden har jeg ryddet op på forterrassen, for dér er det yderst sjældent, jeg arbejder, da forhaven vender mod syd og dermed har fuld sol hele dagen. Men jo altså ikke denne søndag, skønt.

Omplantning

Op med alle sankthansurterne, som jeg ellers havde sat mig for skulle danne hæk mod kanten til terrassen. De blev for lange og væltede rundt og så dumme ud. Så nu klipper jeg bare rødderne af og planter stilkene et andet sted. De slår ualmindeligt nemt rødder, sådanne sankthansurter, og dem, de havde var gamle, kunne jeg se og nogle af dem oven i købet halvrådne. Det må være noget af forklaringen på, at de ikke blev til en tæt hæk.

Når du ser på billederne kan det være, du korser dig over mine krukkers umage og noget bedagede stil. Det har jeg selv gjort. Men på en måde er det bare kendetegnende for min have. Det der skæve og lidt skøre. Og kniber man øjnene sammen på Anne Just-manér, så ser det faktisk meget godt ud, synes jeg.

Omplantning

Kanten langs forterrassen er nu blevet grundrenset, og det trængte den til, for den var i den grad infiltreret med skvalderkålsrødder. Skønt at fange alle de mange og lange hvide rødder, der ligger og tror, de kan snyde mig. Nu ligger de og gisper oppe i den store grønne vogn, som vi her i kommunen bare kan stille udenfor om en uge, så bliver den tømt. Tænker at investere i to-tre mere, hvis vejret bliver sådan ved. Lavendelbabyer er nu sat langs den rene kant. Jeg glæder mig til igen at have en bred lavendelhæk og nu har de både fået grus i bunden af plantehullet og fuld sol får de også. Det skal nok blive godt. Både duft og syn af lavendler er helbredende.

Omplantning

Ellers har jeg rodbeskåret min røde acer og flyttet den op i en potte, der ikke vælter i blæsevejr, lagt nyt grus i oliventræernes zinkspande + et par andre småting. Bl.a. klippet blomsterne af alle de sankthansurterødder og stillet i vaser indenfor. Uh, jeg elsker når de når dette stadie mellem umodne og modne.

Sankthansurt

Gid der måtte være flere dage som denne skønne søndag. Til gengæld har jeg så sovet og sovet og sovet. Så jeg faktisk netop har sluppet tasterne, nu, hvor du sidder og læser artiklen her.

God dag og god uge til dig i din have!