Det er blevet uge 32, og sommerferien er for mit vedkommende et afsluttet kapitel. Familien og jeg har været et smut på Sicilien og oppe og vende i Nordjylland en tur, og så har vi også haft et par enkelte dage i haven. Kom med, så skal du se, hvordan den tager sig ud lige nu.
TEKST & FOTO: KARINA
Bassinet nydes hver gang, jeg kommer forbi, og ofte sker det at jeg lige tager 3 minutter ved bænken der står i nærheden.
Engang imellem kan det være svært at rejse sig op igen, især på de dage, hvor man har behov for at tanke lidt mere op – på disse dage kan det blive til hele 10 minutter.
Bag ved bassinet har vi ét af de store højbede. Dette er med to birketræer og hosta med hvide kanter – et virkeligt smukt match synes jeg.
I samme bed er der en anden skønhed, den hvide drejeblomst. Den er virkelig blevet til én af mine store favoritter, der er noget helt eventyrligt ved den.
En ny favorit er den skønne pileurt. Jeg nyder de smukke, hvide blomsterstande og de små violette støvknopper som ses, når man kommer tæt på.
En anden favorit er den dejlige katteurt. Jeg købte et par stykker da vi flyttede hertil og forviste dem senere i et par år. Nu er den tilbage i haven, især til glæde for vores kat, som ofte sidder med snuden helt inde i bedet og nyder duften.
Det var lidt fra haven for denne gang. Jeg håber at I nød den lille tur og får en dejlig uge.
Rigtig fredskabende med vand og de rolige planter. Ved du hvad de hostaer med hvide kanter hedder? De er ualmindelige smukke. Jeg har osse nogen med hvide kanter, men der er kanterne meget smalle og slet ikke så smukke i tegningen. Jeg er så småt ved at plante Yderkanter osv til med store bladplanter, der ikke skal nusses om.. jeg må jo tænke på den kommende alderdoms evt. skavanker. hi hi.
hilsner Gunvor
Hej Gunvor 🙂
Ja der MÅ bare være vand i haven på een eller anden måde, det kan jeg ikke undvære.
Den hosta jeg har hedder; "Patriot"
Jeg nyder altid en virtuel tur rundt i din have.
Vandbassinet er blevet super flot – skal det tømmes om vinteren eller kan vandet blive i vinteren over?
Hilsen Pia
Det var sødt sagt Pia 🙂
Jeg håber ikke at det skulle blive nødvendigt at tømme det da alle materialerne burde kunne klare det.
;0)
Skønne, svalende billeder – 'Patriot' er meget smuk.
Hjerteligst
Hej Zep:-)
Ja Patriot er fantastisk og også min ynglings-hosta.
Blomsterne er også superfine, minder mig lidt om blå krokus.
Supersmuk forhave! Hvordan holder du bassinet fyldt?
Hvis det har været en varm uge, så fordamper omkring 3-4 cm af vandfladen som er 40×40 cm, så er der ikke udsigt til regn plejer jeg at ta' vandslangen i brug. Syntes at det er så lidt vand det drejer sig om at det er ok.
Jeg har masser af birketræer, og nu vil jeg dele min Patriot og plante indimellem, drejeblomst bliver lidt for kraftig hos mig, men måske I den tørre jord mellem birketræerne vil den opføre sig ordentlig. Min mormor havde et vandbassin ligesom dit, hun brugte det tempererde vand til at vande med, der var gitter for oven sikkert for at holde børn og dyr på afstand
Smart med din mormors vandreservoir 🙂
Mine drejeblomst er ikke noget problem og måske netop fordi de står ved birketræerne. Jeg har også ekstremt leret jord, hvilket også kan være en grund.
Glæd dig til Patriot og Birk i forening, det er så smukt. Prøv også at lægge Spring Green tulipaner, det ser formidabelt ud sammen med hosta-bladende som begynder at skyde netop som Spring Green blomstre!
Har du selv lavet bassinet og i så fald – hvordan ? Mvh Ane
Det er lavet af Wedi-plader, men det er utæt så det er ikke en løsning som holder og som jeg vil anbefale. Tror at det vil være bedst at støbe i beton.