Befinder du dig i Sydfrankrig eller i Nordspanien, så gør dig selv den tjeneste at besøge denne botaniske have. Den betragtes som Europas største botaniske have for middelhavsplanter, den emmer af liv og man kan slet ikke mærke, at den er genstand for intensiv forskning, når man besøger den. Tværtimod. Kom med rundt.


TEKST & FOTO: MARIANNE SELVIG

Det var i de uger, hvor det i Sydeuropa var sådan 37-39 grader og ingen vind. Ferien sang på sidste vers og jeg havde stadig ikke fået sat hak ved besøget i denne have, som jeg havde udset mig hjemmefra, så nu skulle det være. Det skulle vise sig at blive det helt rigtige sted at være sådan en dag, for dels kom der en let, frisk brise fra Middelhavet, dels kunne vi jo på store dele af turen gå rundt i skyggen under de mægtige trækroner.

Botanisk Have, Marimurtra
Det gav også en ekstra god og intens oplevelse at sætte sig ned og se haven fra mange forskellige vinkler undervejs. Sådan noget kan jeg nemt glemme i begejstring for alt det, jeg oplever. Her fungerede det optimalt!

Og hvad er det så, der møder én, på turen rundt i denne enorme have? Formentlig eksempler på ALT, hvad der findes af planter i middelhavsområderne. Haven er inddelt i forskellige zoner, men de flettes naturligt sammen blandt andet ved hjælp af cypresser, der er fordelt over hele haven.
Botanisk Have, Marimurtra

Der var langt flere ukendte vækster end kendte, og derfor må du også tage denne tur som en “smagsprøve” på, hvad du kan opleve. At skulle fortælle, hvad alle de fabelagtige planter er for nogle i denne artikel, ville være for stor en mundfuld. Men naturligvis var der en del, som jeg genkendte: ovenfor her er det fx. forskellige former for rosmarin, der vokser som kæmpe buske omkring nogle af palmerne. Og nedenfor en velkendt “sommerblomst” eller etårig, nemlig Cleome, edderkoppeplanten.

Edderkoppeplante, Cleome

Jeg kunne ikke dy mig for også at knipse fotos af vækster, der forekom mig afsindigt fremmedartede, fx denne. Der er visse ligheder med hjortetaktræ, men alligevel er den meget anderledes.

Botanisk Have, Marimurtra

Genkendelig var dog også (æhmmmm har glemt navnet-græsset…. er det lampepudser?) Her står den og pynter en af de mange trapper. Dem var der i øvrigt rigtigt mange af.

Botanisk Have, Marimurtra
PALMEPARADIS
Jeg har egentlig ikke hæftet mig synderligt ved palmer siden 70’erne, hvor de fandtes i alle dagligstuer ovre i hjørnet. Jeg tror, jeg kan kende forskel på to-tre stykker, og det er det. Men Karina fra redaktionen har en udtalt passion for netop palmer. Så nu er jeg begyndt at se dem med andre øjne og jeg må indrømme, at Karina sad på min skulder – ligesom i tegneserierne med englevinger på – og jublede hele vejen rundt.Palmer i Marimurtra

 

 

Palmer i Marimurtra

Hvis ikke man gik og stod lige ved siden af eller under én, så havde man den mest skulpturelle udsigt til nogle, både oppe ad de mange skråninger og ned mod Middelhavet. Hvad de hed, og hvordan de trives, har jeg ingen anelse om, men at de er indtagende i al deres majestætiske overdådighed, det blev jeg her helt og aldeles overbevist om.

Palmer i Marimurtra

Palmer er jo i sig selv også lidt af et mysterium indenfor planteverdenen, synes jeg. At de har madpakker med, både under jorden og i stammerne til måneder, ja halve år i hede og brændende sol er mig ubegribeligt. Så meget desto mere er min ærbødighed nu for disse levende skabninger.

Palmer i Marimurtra

MED HIMMEL OG HAV SOM BAGGRUND 
Man kan fornemme Middelhavet over hele haven også selvom den er fordelt over begge sider af den landevej, ad hvilken, man ankommer til haven. Selve haven er på 16 ha, og der er beplantet meget tæt i flere niveauer. Man går for det meste på grusstier, men der er utallige trapper rundt om i haven og flere steder er belægningen af støbt beton.

Palmer i Marimurtra
Botanisk Have, Marimurtra

 

Botanisk Have, Marimurtra

 

Fordi haven skråner sådan over det hele – den ligger jo på en bjergside – danner enten himmel eller hav bagtæppe for alle de skulpturelle planter.
Botanisk Have, Marimurtra

Udsigten, når du kommer ud til havens kant mod Middelhavet er jo ubeskrivelig. Han må virkelig have haft et godt otium, ham Carl Faust, den private ejer, der grundlagde haven, da han havde tjent penge nok.

Botanisk Have, Marimurtra

IS OG MORBÆR TIL DESSERT
Inden vi forlod haven, måtte vi lige ind og gispe i skyggen. Her fik vi en læskende is og da jeg sad der med dens fremmedartede, let syrlige lemonsmag i munden og så op i det træ, vi sad under, fik jeg øje på disse brombærlignende bær i forskellige stadier af rød. De var større, smukkere og havde andre farvenuancer.

Fra svagt lys rød til dybt sortrød. Kunne det være….. ? Ja, det kunne det godt! På benene igen og  over til ismanden, som formentlig intet vidste om noget som helst andet end is, og spørge. På en blanding af kropssprog, engelsk, fransk og noget, jeg selv syntes var spansk. Tegnede og forklarede mit forehavende. “Kunne de spises?” “Var det bær?” Og jo jo, den var god nok: Det var “Mora”, det træ der.

Botanisk Have, Marimurtra

Nu er jeg jo en af dem, der igen og igen slår til lyd for, at vi skal være HELT sikre i vores sag, inden vi stopper noget i munden fra naturen, som vi ikke ved, hvad er. Men min søn, derimod, gik i gang, før jeg fik set mig om, og da hans øjne forvandlede sig til to smilende stjerner, måtte jeg altså også prøve. Om de smagte godt? Det kan jeg lige love for, at de gjorde. Og træet i sig selv er så bedårende, at jeg til fulde forstår, hvorfor det er så yndet. På Bornholm ved jeg, at man kan være heldig at få det til at trives. Jeg har selv set et formidabelt et i Svaneke. Mon du har erfaringer med morbær i haven? For jeg vil da overveje et.

Botanisk Have, Marimurtra

I det hele taget kan sådan et besøg i en fremmedartet botanisk have godt give en blod på tanden til at prøve noget nyt. Om ikke andet, så har det været en oplevelse for livet at besøge den. Souvenirs fik jeg ikke med mig hjem. Men glæder mig usigeligt til at finde sådan en lille lækker sag af en sedum med sorte rosetter. Ummenum. Vi fortæller i øvrigt om den ved en senere lejlighed.

Kunne i øvrigt slet ikke stå for dette skilt. Det er jo faktisk nemt at forstå spansk – især, når man har oversættelserne lige ved siden af. Og skulle det gå helt galt er der jo altid kropssprog. Det forstår de fleste.

Botanisk Have, Marimurtra