Forrige weekend havde vi travlt med at gøre haven klar til et TV-produktionshold, der skulle komme om mandagen for at filme i vores have. Det var ikke haven, der var omdrejningspunktet, men vores ukrudt, der spillede én af hovedrollerne!


TEKST & FOTO: LENE

Det har ikke været helt nemt at holde havehandskerne fra brændenælderne i hækken og skvalderkålen mellem påskeklokkerne, men det havde jeg lovet, og heldigvis var der også ukrudt at finde i en nabohave!

I kender sikkert alle det, at man, når man får gæster, får taget sig sammen til lidt ekstra oprydning og rengøring. Det samme er tilfældet med haven, i hvert fald for mig. Selvom det ikke var haven, det drejede sig om, ville jeg jo gerne have at den præsenterede sig bedst muligt. Derfor fik vi bl.a. også klippet takshækkene rundt om de store staudebede. Det er et stort arbejde, men skønt når det er gjort. Nu mangler jeg kun at få studset alle vores buksbom – 18 kugler og en lille hæk, og det skulle vi nok kunne nå, selvom der er dømt afslapning.
Takshæk

 

For det står nemlig stadigvæk på ferie – endnu 2 uger, hvor vejret forhåbentlig vil arte sig. For første gang i mange år skal vi holde ferie herhjemme med små ture ud i sommerlandet, bl.a. skal vi en smuttur til Jylland, og vejrudsigten ser ikke så ringe ud endda, så vi krydser fingre.
Dahlia 'Fleurel'

Vores dahlia har rigtig fået fart på. Jeg har haft nogle mellem stauderne, men de er blevet ædt af de slimede (dræbersnegle). Et helt højbed i køkkenhaven/skærehaven er derimod blevet til dahliabed, og her stortrives de heldigvis. Jeg har haft kobberbånd sat på trærammerne, og det hjalp. Nu er båndet desværre faldet af, og jeg finder en enkelt slimet en gang imellem, men det vigtigste var i starten, hvor de var friske og sprøde og derfor i stor fare for at blive ædt.

Den du ser herover er fra Claus Dalbys sortiment i Bilka. Den hedder Fleurel og bliver megastor. Blomsten til venstre er 23 cm i diameter, men du kan nok se forskellen på den og så Franz Kafka i højre hjørne! Det gode ved Fleurel er, at den ikke behøver støtte, da den har ret kraftige stængler.

Klematis
At sidde under parasollen i sin ferie, at kigge på den skønne clematis der mingler med duftsnebollen, og at tænke store havetanker er en disciplin, jeg holder meget af. Jeg har allerede fået indtil flere ideer, som – hvis det står til mig – skal effektueres når det igen bliver tid til at flytte rundt på planterne. Jeg har ikke fortalt min mand om dem endnu – han skal da have lov til at nyde sin ferie!