I en helt anden tidsalder, nemlig den inden ferierejsen (de 11 dage på rundtur i Danmark og søsterlandet Norge), blev der lagt kræfter. Masser af kræfter og tid i haven.


TEKST & FOTO: DORTE ALAZEP

De sidste 8 dage inden blev døtrene stillet gavmilde lommepenge i udsigt mod at overtage tjansen inde, mens mor var i haven. Meget blev nået og alligevel var der kæmpe hængepartier derude – 1-2-3-4 års mere eller mindre uforskyldte forsømmelser forsvinder ikke med et pennestrøg på så kort tid. Men landvindingerne var alligevel til at få øje på, vandingen i drivhuset blev gjort halvautomatisk og alle potterne fra havestuen med fortrinsvis pelargonier i fuldt flor fik en sommerstudsning og kom på friland i den gamle trækladvogn i skyggen ved kvasrodebunken.

Ferien bød på en masse haver. Langt flere end fantasien rakte til forud for en familierejse, hvor det fortrinsvis var undertegnede, som stod med eneretten på den interesse. Skagen blev udsat til engang, hvor det ikke er uge 29 (med et rygte om, at der er sort af mennesker deroppe mellem to have). Fortrydelsen over igen ikke at komme helt til spidsen af storebror Jylland svandt dog hurtigt, da bedsteveninden foreslog, at jeg istedet for første gang skulle sætte mine fødder i Hune sammen med hende og mine døtre.

Benovelsen over denne blomstrende oase var til at tage og føle på. Pigernes begejstring var næsten lige så stor som undertegnedes, til trods for deres manglende interesse ellers. Mere end én gang måtte jeg lægge øre til: “Sådan skal du også lave derhjemme mor” eller “Den rose skal vi også have, ikke mor?!”. Passet og velplejet og iøvrigt akkompagneret af en gartner i skøn fortælleform, når blikket blev spørgende mod en plante. Alligevel var det først i atelieret, at det hele gik op i en højere enhed. Jeg startede i sin tid med at plante blomster for at have noget at lave buketter af – Anne Just plantede for at have motiver til sine malerier. Og hvilke malerier! Blomsterne trådte bogstaveligt ud af billederne og strakte sig imod mig, mens optagelser af Anne Just kørte i baggrunden på en skærm. En nærmest andægtig følelse kom krybende sammen med en vemodighed over, at havens krydderi og forvandler ikke længere var her. En lille potte med mølleblomst, Lychnis kom med hjem til solskinsøen fra Haven i Hune.

Inden ferien fortsatte mod Vejle dagen derpå, havde jeg en aftale ikke langt fra Lundby Krat; Nærmere betegnet i Sønder Tranders/Gistrup hos en jubilant på 15 år. Idéhaven var naturligvis stedet og kvinden bag, Helga Hald. Bedsteveninden og jeg nød hendes store gæstfrihed i såvel haven, fyldt med alverdens skønheder, samt det vidunderlige orangeri, som i sin tid fangede mit blik i blogverdenen. Det er akkurat så stemningsfuldt, som jeg forestillede mig. Og overalt, hvor vi gik og stod kastede katten Joey sig for fødderne af os i håbet om at blive nusset på næsen. På forhånd havde jeg halvvejs reserveret rosen ‘Hot Chocolate’ – men endnu én kom i “indkøbskurven”. Rosen ‘Cinco de Mayo’ måtte også med hjem til flammebedet.

I Vejle ventede bedstevenindens lille, skønne have, fyldt med blomster. Og dér ventede også de planter fra plantemarkedet i Geografisk Have på Grundlovsdag. Planterne havde ikke været til at proppe i kufferten, da jeg rejste hjem med tog/bus/færge. Det helt store højdepunkt for os på denne fædrelandets festdag er auktionerne, hvor spændingen er til at tage og føle på: “Hvilke særlige dejligheder vinder jeg budet på?!”. Og det er i flere år lykkedes at hjembringe planter fra både ønskeliste og helt udenfor kendskab, selvom plantekataloget i knolden ellers er blevet temmelig omfattende med tiden. Overraskelser af bedste skuffe. Og sørme om ikke det også lykkedes den 16/7, på bedstevenindens fødselsdag, som vi fejrede med lagkager i krydderurtehaven i Geografisk Have. Efter en skøn vandretur, hvor vi bl.a. stødte ind i gartneren, som brølende tændte grill op, var vi godt på vej til bilerne, da blikket med ét fangede et lille cafébord med 3 potter roser til salg. Det viste sig at være ret nydøbte damer med det fornemme navn Dronning Dorothea. Og når man nu til hverdag mere eller mindre lystrer navnet Dorte, så kan det vel ikke undre, at to af slagsen måtte med hjem til Bornholm, hvilket betød, at bilens rimelige bagagerum på hjemturen var 1/3 fyldt med planter.

Nu har du nok bemærket den udtalte mangel på fotos fra de nævnte udflugtsmål. Jeg har ladet dig “nøjes” med gallerier på de respektive hjemmesider af den simple, lavpraktiske grund, at mit kamera ganske enkelt blev glemt hjemme, da vi rejste ud. Og i virkeligheden gør det nok ikke så meget. Er måske ligefrem en fordel ikke at sidde og gense sådanne perfekte haver, når man kommer hjem til en langskægget en af slagsen. Og langskægget måtte den være i nogle dage, for der var endelig kommet regn til solskinsøen, som i den grad tørstede. Da billedet her blev taget, havde regnmåleren samlet hele 32 mm og en lille ekstra byge på et par mm var startet.

At komme hjem var som at vågne af en drøm og opdage, at man altså ikke har en gartner til at holde vedlige, forbedre og passe og pleje, mens man vender ryggen til. Allerførst en lidt tam fornemmelse af, at haven ikke er “fin”. Men efter et øjeblik, med genkendelsens glæde og forventning til, hvad der nu skal ske, hvad der nu skal gøres og hvor de nye planter skal bo.


Omend ferierejsen var en oplevelse udover det sædvanlige og helt igennem en succes, så svor undertegnede mere end én gang undervejs, at det var absolut sidste gang, at haven blev forladt i så lang tid om sommeren. Bevares, der blev vandet og høstet til UG af passeren, som nyder fuld tillid. Men at gå glip af dufte, lyde, syn og oplevelser, når ganske meget står i flor og insekterne svirrer lystigt, føles helt forkert, Som at svigte sin bedste ven, som man holder så uendelig meget af uanset hvad. Eller hvad mener du?

Jeg lover det højt og helligt, på spejderære. Jeg gør det aldrig mere – ikke før næste gang!




Du kan læse meget mere om Dorte og hendes havetanker på bloggen “AlaZep”, som du finder lige herOg læs mere om årets gæsteredaktion lige her.