ANNONCE

torsdag den 27. august 2015

SÅDAN LAVER DU EN FREESTYLE BUKET

BUKETTER 

Der er flere og flere blomsterdekoratører, der bruger "free-style". I stedet for at binde stikker de blot blomsterne ned i vasen. Ligesom vi selv ville have fundet på, fordi vi ikke kan finde ud af andet. Få de professionelle tips her. 

TEKST & FOTO: MARIANNE





Det vilde look vinder også mere og mere frem i haverne, og når nu da vi i HAVEFOLKET's trykte magasin skriver om skærehaven, er det naturligt for os at vise en freestyle-buket fra haven. Ikke blot med blomster og vækster fra haver, skov, mark og grøftekant, men også langt løsere buketter, der stritter mere ud til siderne. Fylder. Som regel med overhængere, dvs. lange stilke over buketten. Eller med græsser, som giver et særligt luftigt look. Eller her med den skønne limefarvede Anthriscus sylvestris (vild kørvel) fra grøftekanterne i det danske landskab. Vær lige opmærksom på, at det jo kan være skarntyde eller en lille udgave af bjørneklo, så snup enten handsker på eller en Flora med dig. Behold handskerne på, når du dekorerer. Sørg også for at smide buketten ud, inden planterne spreder deres frø. Bare lige, så vi er sikre på, at din have ikke bliver fyldt med ukrudtsfrø.

Buket i freestyle


INDEN DU GÅR I GANG LÆGGER DU DETTE FREM:

GODE REDSKABER:
  • Saks 
  • Kniv
  • Kost
  • Ståltråd
  • Snor
  • Godt lys
  • Køkkenbordsarbejdshøjde
  • Oasis
  • Vandkande med lunt vand 
Buket i freestyle


FORBEREDELSER, TIPS OG TRICKS 
  1. Når du har klippet dine blomster til buketten, så stik dem i vand med det samme. Hav evt. syltetøjsglas med vand ca. 5 cm op stående i din kurv. Eller brug spande i din trillebør, hvis du skal plukke meget. 
  2. Stib alle stilke for blade på den del af stilken, som skal være under vand i vasen. Dermed undgår du, at de rådner i vandet, og buketten forgår. 
  3. Sæt nu alle dine blomster i vand til halsen, dvs. at alle stilke, som er ribbet for blade, står med vand helt op til kronbladene/blomsterhovedet. Lad dem gerne stå en times tid. 
  4. Når du skal binde, skal du starte med at sortere dine afklippede blomster. Det gør du ved at lægge dem frem i bunker med hver slags blomst for sig. Læg også det grønne fyld for sig i hver sin bunke. Så har du overblik og kan nemt gå i gang. 
  5. Sørg for, at dine redskaber er skarpe og rene - også vaserne - dermed sikrer du, at der ikke udvikles bakterier, der siver op og tilstopper stilkene. 
  6. Sørg for at have god belysning - dagslys eller nogle stærke ledlyspærer. 
  7. Sørg også for at have god arbejdshøjde ved bordet. Du kan også vælge at sidde, men du arbejder allerbedst stående. 
  8. Skidt med skraldespand. Smid dit afklip mv. direkte ned på gulvet, og fej så sammen bagefter.  På den måde kan du fokusere på den kreative proces og ikke også på at holde orden og rydde op. Det er jo to modsatrettede processer. At binde blomster sviner, sådan er det. Kost og fejespån er jo opfundet. 
  9. Sørg for at være uforstyrret den næste halve time. Sæt evt. god musik på, mens du arbejder. Gå lidt til og fra, hvis du går i stå, og se din buket fra mange sider, inden du beslutter dig for, at den er færdig. Sørg dog for at slutte i tide.  

Buket i freestyle

SÅDAN LAVER DU DIN BUKET "FREE STYLE"
  1. Vælg den rigtige vase til dine blomster. Tænk over, hvor den skal stå. Skal den kunne ses fra alle sider hele vejen rundt, eller har den en forside og en bagside? Denne kan ses hele vejen rundt, og jeg har valgt en rå urtepotte uden hul i bunden. 
  2. Sørg for, at alle dine blomster ligger sorteret  i bunker, som hvis du skulle binde. Overblik er alfa og omega.
  3. Start med nogle af de markante planter/stilke. En lang, en fyldig, en kroget. Skab et skelet. Du kan også vælge at starte med alt fyldet, dvs. fx som her, de vilde gulerødder. De skaber så et skelet, som du kan arbejde videre på. 
  4. Skab derefter kontraster. Noget let, noget modsat (farve/form/struktur). Som i stjerneskærmen (let) og i sommerfuglebusken, Budleja "Black Knight" (fyldig og høj) samt i den blodrøde chokoladecosmos. 
  5. Vær opmærksom på, hvilken højde og hvilken fylde, du vil have på din buket. Du kan selvfølgelig altid klippe af stilkene for at få den til at syne af mindre og blive lavere, men det er godt at have en fornemmelse fra begyndelsen.
  6. Klip evt. til, så du får den rigtige form på buketten. Det er altid ok at trække en stilk op igen og klippe lidt af længden, for at den kommer til at stå helt rigtigt. Sådan noget får jeg lang tid til at gå med. Træder bagud - ser det an - går frem og retter lidt til osv., osv. 
  7. Når du synes, at buketten er ved at være færdig, så tag en pause fra den. Drik en kop kaffe et andet sted. Vend derpå tilbage til den, og se på den med nye øjne. Du vil som regel altid finde noget, der lige skal rettes lidt til. Områder, hvor der mangler lidt, hvor der er for meget, hvor der er ubalance osv. Det er næsten samme proces, som en kunstmaler går igennem. Du maler også, blot freestyle - med blomster. 
  8. Når du er tilfreds, så stil den der, hvor den skal stå. Ret den til i forhold til forside, lys og omgivelser. 
  9. Sørg for at vande den med frisk vand et par cm fra kant, og sørg så for, at den ikke står for varmt, ikke i nærheden af frugtskåle, som får den til at visne hurtigere, og ikke i direkte sollys, for det får den til at falde hurtigere. 
  10. Hvis du synes, at den skal rettes lidt op, så kan du snyde ved hjælp af sten eller snor omkring stilkene. Klip lidt af enderne, så den står bedre. Ellers må du i gemmerne for at finde en vase eller krukke, der dur. Du kan også finde en smuk, tom potte eller krukke fra haven og sætte buketten i et syltetøjsglas nede i den, hvis der er hul i bunden. 



Buket i freestyle


Du kan læse meget mere om at style og binde buketter i det kommende efterårsmagasin, som du kan bestille her. Der skriver vi også meget mere om Lenes og mine skærehaver, som vi jo "satte i søen" i det tidlige forår. Vi følger løbende op med fotos og fortællinger af nogle af de mange skønne buketter, vi har kunnet klippe af fra vores haver. 

3 kommentarer:

  1. Jeg sidder her med det bredeste grin, smurt ud over ansigtet! Faldt pladask for overskriften "FREESTYLE buketter" og ikke mindst indledningen om proffessionelle dekoratører der nu også freestyler. YES! Tænkte den naive fru Friis... nu er mine buketter pludselig moderne! Den glæde holdt så nøjagtig så lang tid som det varede at læse 28 punkter om at at freestyle!! Så måtte jeg altså bryde ud i det før omtalte brede grin, og blot konstaterer jeg vist bare fortsætter med at freestyle a la fru Friis. Men derfor glæder jeg mig alligevel til at læse jeres freestyle artikel i det kommende magasin.
    Fniis fra Friis. :o)

    SvarSlet
  2. Jeg smiler også med på den gode måde ;-), der er godt nok mange punkter, men det er jo også en hjælp, bare man husker på ikke at gøre det til en videnskab ;-), lav buketter med hjertet, så går det ikke helt galt :-). Skal have bestilt jeres efterårsmagasin, missede sommermagasinet.
    Kh Margit

    SvarSlet
  3. Så har I lige fået serveret en lækkerbidsken af en buket. Buddleia og Irlands klokke sammen - det ser forrygende godt ud. Sikken skøn kreation. Tak for tips.

    knus
    Eva

    SvarSlet

ANNONCE