Frugt? Alt det, vi kan høste, alt det, der står derude i haverne med alle sine gaver til os. Er det ikke velsignet og helt lige til at gå til? Nej, ikke i år 2015, hvis du spørger den almindelige haveejer. Æbletræerne får skurv og rust og svamp og kræft, fuglene tager alle kirsebærrene og en hel stikkelsbærbusk. 


LEDER: MARIANNE

“Nej, det tager simpelthen for lang tid at sætte sig til at høste det. Det kan slet ikke svare sig”. Disse ord og lignende hører jeg på min færd rundt i haveland. Især hvis jeg taler med den midaldrende og noget ældre del af havebefolkningen. Blommerne og alt det andet guld ligger simpelthen på græsplænen og er til besvær!

Er det derimod den yngre generation, dem, der har småbørn eller skolebørn, og som gerne vil have at ungerne lærer, hvor jordbærrene kommer fra, at solbær er nogle, man kan plukke og spise direkte fra busken og at æbler smager af meget og meget mere end det der “Pink Lady”, som de har i supermarkedet. Ja, så er det en helt anden sag. Så er frugt en delikatesse, som det er eksotisk og autentisk at tage sig af. At høste, at konservere, at nyde. Frugt er – frugten af en indsats. Og jeg tror faktisk godt, vi kan være optimistiske, for frugtdyrkningen er på vej ind igen nu.

Dette frugttema er derfor til os alle sammen. Os, der har prøvet det og på det nærmeste opgivet det. Eller udvalgt, hvilke frugter, der er værd at bruge kræfter på og hvilke ikke. Os, der først nu rigtigt har opdaget, hvad selvpluk er godt for og som “genopliver” både frugtplukning og syltning. Os, der netop har købt en have med gamle buske i og som ikke aner, hvad man gør ved dem, for at de bærer igen. Os, der netop har fået en slow juicer i gave og som kigger ud og tænker: “Man må da egentlig kunne blive selvforsynende”! Og så endelig alle os, der egentlig ikke tænker på haven som et sted, hvorfra vi ved en relativ lille indsats kan hente de lækreste delikatesser gennem hele sommeren.

Mit allerførste job var at være jordbærplukker sammen med min veninde oppe på “Pomona” i Kvistgård. Jeg var 12 eller deromkring, det var sommer og vi havde hele skolesommerferien foran os. Noget skulle der jo ske. Det drejede sig om en cykeltur på 2-3 km op til Kongevejen og så til højre. Klokken var ca. 4 om morgenen, og det var lidt usædvanligt at være vågen på det tidspunkt. Det – i sig selv – er mindeværdigt, men også oplevelsen af at være derude i det store grønne jordbærbed har lagret sig i mit sind!

På frugtplantagen lagde man sig så bare på knæ og gik i gang. Vi måtte spise alt hvad vi kunne af jordbær, men fik jo så ingen løn for dem, der, gled ned, så det gik hurtigt over. Betalingen afmålt efter vægt, var ikke noget at tale om, men oplevelsen af at kravle rundt mellem de mægtige jordbærrækker og høste, at se verden fra neden af, at dufte til den intense duft af søde bær, at få røde fingre, sorte knæ og af at have tjent sine egne penge, den husker hver en celle i min krop. Mest af alt; det med duftene og så den høje himmel langt oppe oven over os.

At jeg selv har have nu skyldes udelukkende et inderligt, dybtfølt ønske fra min side, en naturlængsel, en del stædighed og så en kærlig mand. En mand, der på trods af, at han helst bare vil have et sted, hvor han kan grille af og til og ellers bare gerne masser af stenbro – ja, han gav sig og flyttede med mig til forstæderne. Når jeg fortæller det i forbindelse med, at vi har frugttema, er det fordi, at det er gået op for mig, hvad det egentlig er for gaver, naturen har stående plukkeparate til os. Alle dem, vi ved vi har, men ikke ser.

Heriblandt det med frugten. I vores have har der nemlig vokset æbler, pærer, blommer, abrikoser, ferskner, hindbær, jordbær, ribs, solbær, stikkelsbær, you name it. Stikkelsbærrene gravede jeg hurtigt op. Sådan en åndssvag, enorm, besværlig og fælt stikkende busk. Adskillige år senere finder jeg så tilfældigt ud af, at det faktisk er en af mine yndlingsfrugter, og at den smag er magisk, at jeg da må eje en ny busk! Stikkelsbærmarmelade og stikkelsbærtærte er der ikke særligt meget, der slår!

Næsten det samme skete med hindbærrene. De blev foræret bort. Pærerne og blommerne faldt for motorsavens klinge, for der var så uendeligt megen nedfaldsfrugt, at hele – og det mener jeg – hele forhaven stank. Opgaven med at rive dem allesammen sammen lå dengang ikke direkte ligefor. For med tre børn og et hamsterhjul, der skulle holdes i fart, gik det slet, slet ikke. Så meget desto mærkeligere og også sjovere er det, at de unge familier alligevel er begyndt at kunne se fidusen. Det lover bare SÅ godt! Og så er det jo faktisk, at begrebet “selvpluk” begynder at give mening. Alle de steder, hvor man bare kan tage sig selv og sin familie med ud og plukke andres frugter. Uden selv at have alt bøvlet! RIGTIGT, RIGTIGT SMART!

Alle disse “gaver”, ja. Som naturligvis er nemmest blot at købe i et supermarked, men som – hvis vi vil unde os selv noget “alenetid”, er en oplevelse sammen med børn og børnebørn, eller en sanselig naturoplevelse – er både prisvenlige, hvis ikke gratis, sunde og helt med garanti livsforlængende.

I september sender vi endnu et magasin på gaden – og her fortæller vi om frugten over alle frugter i Norden: Æblet. Desuden skal du her i temaet om frugt med på besøg i en selvplukplantage, du får idéer til, hvordan du kan espaliere dine frugttræer, tips til de genstridige etiketter og meget mere.

September is coming! Velkommen til en frugtbar høstmåned.

 

M Å N E D E N S  T E M A A R T I K L E R

VANDRETTE ÆBLETRÆER
Englænderne har en tradition for at bruge æbletræer som små hegn i forbindelse med deres veldisponerede køkkenhaver. Vi kigger her på et nyplantet eksempel fra Upton House & Garden.

ET SPRØDT SPISEÆBLE: RØD ANANAS
Ønsker du et sprødt, aromatisk og hele vejen igennem skønt æble til den lille have, hvor æblerne nydes i de dage, hvor de modner: Så skal du prøve æblet Rød Ananas.

MIT SKØNNE BLOMMETRÆ
Noget af det første vi lavede i haven, da vi flyttede ind i vores hus i juni 1988, var at plante et blommetræ – et Victoria blommetræ. Siden da har det vokset sig stort og giver næsten hvert år et væld af dejlige, saftige blommer.

ER SELVPLUK EN UPCOMING TREND?
Gad vide om det er et postulat, at det igen er ved at være in at vise børnene, hvorfra maden kommer? Er det mon det, der kan kaldes “Københavneri” at man har opdaget – hvis man ikke selv har en køkkenhave i baghaven eller i byhaven – at det er hipt at gå på selvpluk?

ETIKETTER NEMT AF OG PÅ
Man skal bare spørge sin bedstemor! For i gamle dage brugte de jo de samme glas om og om igen! Og selvfølgelig findes der drøngode metoder til at få det klister af. Her får du et par stykker af dem! Og oven i købet en metode til at sætte dem nemt på igen på den bæredygtige måde. Hvis du har gode fif, så frem med dem!

MONSIEUR MOMOS ÆBLETÆRTE
Monsieur Momo, bedre kendt under navnet Toulouse Lautrec, var ikke kun kunstner men også en passioneret kok. I stedet for cancan-dans ved den røde mølle, tager vi en tur ind i kunstnerens andet univers – køkkenuniverset.
 

 

Lederen er alene et udtryk for skribentens personlige holdninger og betragtninger.