Vi kiggede i sidste uge på nogle af de mange drivhuse og bassiner i Botanisk have i Palermo. I dag skal vi se nærmere på alle sukkulenterne.


TEKST & FOTO: KARINA

Der er altså ét eller andet ved sukkulenter, og særligt kaktusplanter, som jeg ikke kan lade være med at blive fascineret af. Deres fuldstændigt obskure vækstformer, som ligner noget fra en science fiction film. Deres geniale måde at overleve tørke, hvor andre planter for længst er stået af – det er højteknologi – naturens helt egen. Nogle vil måske mene at de er mere sjove end de er kønne, og jo, jeg indrømmer da også gerne at de måske ligner noget a lá planterigets svar på elefantmanden, men jeg synes nu stadig, at de er noget så smukke. Er du ligesom jeg også begejstret for de forunderlige plantevækster, så kom med på denne lille virtuelle tur i Orto Botanicos kaktushave. Følg mig, jeg lover at turen bliver hundrede procent stikkefri.

Vi ved faktisk ikke helt hvad der venter os inden vi går ind gennem lågen til Orto Botanico, Palermos botaniske have, men da vi opdager de mange kaktusplanter, som står på række og geled foran entrébygningen, tyder noget på at vi i hvert fald kommer til at se mere til dem inde i haven.

Og ganske rigtigt, er det lige det vi kommer til. Hvor mange kaktusplanter haven rent faktisk ligger inde med, har jeg ikke kunnet finde tal på – og da jeg ser hvordan de står meter for meter, tænker jeg, at man da også skal holde tungen lige i munden for at bevare overblikket.


Ved nærmere eftersyn ser jeg at alle krukkerne bærer hvert deres nummer, så mon ikke det netop er for at holde tal på samlingen – det tænker jeg.

Mængden af kaktusplanter er helt ufattelig. De er overalt, både udenfor som inde i væksthusene.

Vilde bevægelser skal man virkelig holde igen med, for ellers er der kontant afregning som kan mærkes.

Det er ret sjovt så forskellige de ser ud, om det er de rosetformede – eller helt andre forme.

En virkelig sjov planteslægt, som heldigvis også er kommet ind i varmen igen i de danske stuer. Ja, i det hele taget er udvalget af sukkulenter blevet mere omfattende herhjemme, og kendte jeg navnet på den sidste herunder, ville jeg elske at få fingrene i den.

Jeg ved ikke, om der er tale om et helt almindeligt husløg, som er stammet op, men se lige – den ligner jo en drage med tre hoveder. Den ér da helt fantastisk – ja, for ikke at tale om farven.