Her på tærsklen til efteråret er det tid til at begynde at tænke på næste forårs blomsterflor. Jeg tænker også, og der skal helt sikkert ske en del ting i haven, inden vinteren banker på.


TEKST & FOTO: LENE

Når jeg skriver “tænke på næste forårs blomsterflor” tænker jeg slet ikke på de nye løg, der skal lægges. De sidste to år har jeg nemlig haft til agt at få flyttet rundt på stauderne i 3 af mine bede, men det er endnu ikke blevet til noget. Men i år skal det altså ske – og jeg er allerede i gang.

Højbed

I sidste uge fik jeg klippet alle stauderne ned i det store højbed ved indgangen til selve haven, og det hjalp lidt på det. Højbedet er faktisk alt for stort, og måske har jeg glemt at tænke mig ordentlig om, da jeg tilplantede det. Det har aldrig fungeret ordentligt, og nu har jeg fået en idé. Jeg vil vælge 3-4 stauder og plante dem i store grupper i stedet for en masse forskellige.  Jeg tror det vil give et mere roligt bed, og det kan blive rigtig flot. Nu skal jeg bare finde ud af hvilke stauder, det skal være, og i hvilken farveholdning. Én ting er sikker, og det er at de tre roser, der står i højbedet skal væk.

Bag spiræahækken kan man lige ane toppen af det gamle drivhus, hvor druerne er ved at være modne. I sidste uge nåede jeg også at få beskåret vinrankerne igen, så der kunne komme lidt mere lys og luft ind i drivhuset.

Vindruer i drivhuset

 

Vindruer i drivhuset

Hvad med dig? Er du også begyndt at lægge planer for din forårshave?