Planteskolen Overdam er mester for beplantningen på virksomheden og arbejdspladsen DONG i Vangede nord for København. Her har medarbejderne frit udsyn til de skønneste vajende græsser og stauder, som alle sammen stort set passer sig selv. Kom med på en tur rundt sammen med Poul fra Overdam planteskole. Og så lige et par hundrede andre græsinteresserede.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Jeg er en af den slags mennesker, der slet ikke kan koncentrere mig, hvis ikke jeg kan dreje hovedet og kigge ud på noget natur. Derfor var mit held stort, da jeg en sen eftermiddag sad i sofaen og dasede med Haveselskabets blad i hænderne og opdagede, at der skulle være en gratis havevandring, der netop fokuserede på det helbredende og trivselsfremmende i at medarbejderne har noget pæn natur at kigge på. Virksomheden, der var fokus på i annoncen i bladet var ingen anden end DONG – Dansk Olie og Naturgas, en vældigt – i andre sammenhænge – medieomtalt virksomhed. Den er beliggende blot et par kilometer fra min bopæl og arrangøren var ingen mindre end Poul Pedersen, ejeren af Overdam planteskole.

Prydgræsser

Jeg kastede et blik på klokken og stod ret op og ned på under et sekund. Det her er en must have-oplevelse – resten er unødvendigt at sige. Familien blev tilkaldt til et tidligt aftensmåltid, herefter blev både batteriet til kameraet og mit eget lagt til opladning.

Græshave ved Dong

Vi blev mange kunne jeg se på parkeringspladsen den tidlige aften og Poul var omsværmet. Han fortalte om konstruktionen og om processen, da tilplantningen blev virkeliggjort og det, der benovede mig mest er, at han jo har samarbejdet med landskabsarkitekter og designere og haft en stab af hjælpere, for der skulle sås igennem – langt størsteparten af alle de 50.000 planter, har han selv opformeret.

Prydgræsser

 

Græshave ved Dong

Vi var mange. Og mange, der faldt i svime. Jeg er egentlig hverken til monokulturer eller til græsser, men mere til diversitet, mangfoldighed og blomster, men der sker jo altså et eller andet magisk, når store partier af samme plante står og vajer i vinden. Og græsser – indrømmet, de vajer. På den naturlige måde. Og så er det pludselig at det bliver helt tydeligt for mig, at det ikke kun er det æstetiske ved græsserne, der er fantastisk. Det er også netop det, at de er så lig dem, man kører forbi i hobevis langs motorvejene og sågar slås med i havernes bede og kanter.

Her er de blot fremdyrkede og forfinede og gør sig til på en yderst elegant, transparent og alligevel bastant måde.

Prydgræsser

 

Prydgræsser

Resten er en vandretur, hvor jeg sådan set ikke hørte ret meget, fordi de græsser og interiøret tiltrak mig voldsomt. Så her er billederne – nyd med og lad dig inspirere. Måske et hjørne i haven – måske ligefrem i forhaven eller steder, hvor der er tørt, og som skal klare sig selv, dér er græsserne og de viste planter eminente at vælge.

Solhat

 

Græshave ved Dong

Prydgræsser
Vil du vide mere om Overdams planteudvalg, så besøg planteskolen i Hørsholm på Sjælland. De har – og her skal du passe på din klikfinger – også en webshop! 

De er nu heldige dem i DONG.