Så gik uge 38. Herhjemme en lidt hektisk én af slagsen. Ugen har både budt på en lille pinlig episode med en politibil, magasinpanik, to haveplaner, en masse kontoropgaver og alt det løse. Så hvordan har haven det oven på denne uge? Se med her, men hold en pude klar som I kan ta’ op for øjnene,  for det er grimme billeder I nu skal udsættes for!


TEKST & FOTO: KARINA

Ja, det er jo en vældig intro, men nok ikke så voldsom som jeg får det til at lyde. Hvis vi starter med politibilen, så handler det om at jeg var kommet alt alt for sent ud af døren da jeg skulle ud til en haveplanskunde. På vejen mod metrostationen ser jeg en taxa og tænker dén snupper jeg. Jeg iler mod den parkerede bil, men lige inden jeg når at ta’ fat i vognens håndtag ser jeg, at der sidder en mand på passagersædet, ved nærmere eftersyn en politimand – og ved endnu, endnu nærmere eftersyn opdager jeg så også at det er en politibil. Jeg vinker febrilsk tilbage, mens jeg forsøger at mime at jeg havde taget fejl og altså ikke ville noget. Nå, men jeg får altså ikke min taxa og løber mod metrostationen, når ikke toget, men det næste. Når heldigvis, trods forsinkelser, ud til kunden – ja, faktisk næsten lige på slaget.

Kontoropgaverne? Åhhh, hvor vil jeg ønske at jeg kunne gå på pension, men så alligevel nej. Dér har jeg stadig en del krudt i røven og skal have noget at rive i – og gerne hele tiden. Opgaverne? Hvem, hvad, hvor? Nej, dem skal I simpelthen ikke kedes med, jeg falder selv i søvn blot ved at nævne dem.

Men og men – og apropos riven – ja, eller spaden, kultivatoren, løglæggeren plus alt det andet. Disse bliver imidlertid ikke så flittigt brugt i haven. Jeg har ikke engang fået erhvervet mig næste års blomsterløg, men jeg håber at jeg når en lille stund så jeg kan snolde på nettet. Og ja, som I ser det her er det ikke kun haveredskaberne som har stået bagerst i kulissen i denne uge, malerpenslen har det også.

Jeg må finde en dag, hvor jeg kan komme ud og få klaret det som nu kan lade sig gøre. Væggen her er i hvert fald én af de ting som står øverst på listen, da vi ser den fra stuernes store vinduer.

Teglprojektet – Just don’t ask!

Magasinpanik – ja, hvad handler det om. Jo, ikke så meget andet end at der altid opstår en lille smule kaos, når vi modtager HAVEFOLKETs trykte magasiner i hhv. Jylland og på Sjælland, for hvor mange er det nu at den ene eller den anden på redaktionen skal have. Logistikpanik – er det ordet?
Nå, men bortset fra det har vi jo, som alle jer der har abonnement, modtaget magasinet. Vi er glade for resultatet, men hvad siger I?

Og hov, hvor er mine manérer – for hvordan gik uge 38 hjemme hos dig og i din have?