Måske tænker du ikke på klematis som en ”havens primadonna”, men snarere som en plante, der kan være lidt svær at dyrke. Men får man først held med klematis – og vælger man vel at mærke klematis fra alle tre grupper *)  – så har man faktisk blomster fra april til hen i oktober.


TEKST & FOTO: ULLA, FRK. ANEMONE

Jeg kan vist ikke komme i tanker om andre plantegrupper, der har så lang en sæson.

For mig er klematis blevet lidt af et samlerobjekt. Ikke at jeg har særligt sjældne eller særligt dyre klematis, men jeg ønsker mig hele tiden flere, og jeg er konstant på udkig efter hvor der kan plantes flere i haven.

Her til højre ses den smukke 
klematis ‘Etoile Violette’.
Mange af mine klematis fungerer som selskabsplanter fordi de er plantet sammen med f.eks. klatreroser eller rhododendron, hvor de overtager blomstringen efter at rosen eller rhododendronen er afblomstret.
Herunder ses klematis ‘Etoile Violette’ sammen med klatrerosen ‘Alchymist’:

 

Herunder klematis ‘Comtesse de Bouchaud’ sammen med rhododendron.

 

Andre klematis blomstrer samtidig med de roser, som de er plantet sammen med. Til venstre ses rosen ‘New Dawn’ og klematis ‘Fond Memories’. Til højre ses rosen ‘Ilse Krohn Superior’ og klematis ‘Piluu’.

 

Og ‘Rosenresli’ sammen med klematis ‘Rouge Cardinal’.

At bruge ordet primadonna om klematis er sikkert lidt overdrevet, men jeg har lyst til at vise et par eksempler på nogle af mine skønne klematis, som alene ved deres blomstring får én til ydmygt at ”lytte” til de skønne toner, som man næsten fornemmer fra planten.
I april er der jo ‘Propertius’, den allerførste klematis i vores have, og den allerførste til at springe ud hvert år.
En rigtig forårssang fra denne primadonna.
I juni er der fuld skønsang fra bl.a. ‘Julia Correvon’.

 

Og ‘Princess Diana’ er så skøn.

 

‘Multiblue’ passerer man hver gang, man skal ind ad hoveddøren  – så er der lige et lille pip derfra.
‘Emilie Plater’ synger med helt sin egen lyseblå tone.

 

‘Gladys Picard’ med lyse toner.

 

 

Til slut en enkelt ”herre”, nemlig ‘Prince Charles’, som blomstrer for første gang i år og er plantet sammen med rosendivaen ‘Penny Lane’.

 

At klematis så også kan have primadonnanykker, er jo en anden ting.  De vil have vand og gødning på rette tid og sted og de vil plantes dybt i jorden for ellers bliver de slet og ret ikke til noget. Skygge ved fødderne er også en god ting.
* Og hvad er det så for noget med de der grupper af klematis? Det kan du læse mere om her på HAVEFOLKET.com, hvor der er en fin gennemgang af blomstringstidspunkt og beskæringsvejledning: Klematis – hvilken gruppe.

Du kan læse meget mere om Ulla Anemone og hendes haveliv på bloggen ‘Frk. Anemone’, som du finder lige her. Du kan også læse lidt om hele tanken bag årets gæsteredaktion lige her.