Endelig! Sorte negle, en trillebør med et bjerg af afklip på og halvkold kaffe i koppen. Jeg har været i haven i går, søndag, og der var mere end rigeligt at gøre. Nu er størstedelen af mine georginer blevet gravet op, mærket og der er også sket en del andre ting. Der er blevet lagt løg, denne gang har jeg effektiviseret processerne, så det er til at have med at gøre. Hør her hvordan.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Mange har klaget over, at deres dahlia er blevet spist af dræbersneglene. Mine er ikke (men det er der så meget andet der er), og noget af grunden tror jeg, er, at jeg har sat dem i højbede. Enten højbede i form af pallerammer eller høje bede i form af zinkbaljer str. XL. I år har jeg valgt at tage de fleste af mine dahlia op inden den sidste blomst klapper sammen, sådan at jeg kan mærke dem – om ikke andet med farvemærkat, så jeg kan mikse dem med en anelse bedre farvesammensætning, end de blev i år. Jeg skrev godt nok møjsommeligt alle mine dahlias navne ned, men nu er sedlen borte. Hvornår lærer jeg mon at notere digitalt?

En ny overvintringsmetode afprøvet, en (af de mange) som jeg ved har fungeret for en hel del havefolk. Når dahlia er oppe, kommer jeg dem med jord og det hele i flamingokasser. De kommer i “den kolde kælder” som vi kalder en del af vores kælder, der ikke er isoleret og derfor holder omkring 15 grader om vinteren. En overgang vaskede jeg dem grundigt og lagde dem til tørre i en uge før de blev pakket fint ind i avispapir. Men da jeg så var færdig med det, havde jeg ikke overskud til at slæbe dem i kælderen, hvilket resulterede i at de blev i garagen. Det klarede de ikke. Så dette års dahlia har været nyindkøb fra ende til anden. De skal altså overleve!

OP MED DAHLIA, NED MED LØG 
Når dahliaerne er gravet op og mærket, kommer tulipan og narcisløgene frem. Narcisserne bliver lagt først og de står tæt. Det gør tulipanerne også. Og de kommer alle i tømte potter og krukker, for så kan jeg nemmere “dekorere” kedelige hjørner og steder, hvor vi i familien færdes ofte.

Jeg har stadig løg tilbage – faktisk alle dem, jeg tog op i slutningen af maj. De har stået og tørret ind og skal nu i  jorden med gødning og grus rundt om i bedene. Jeg har besluttet at de skal helt ud i hjørnerne af haven – og stå der, hvor vi kigger mest ud af vinduerne.Det er lidt som om det hele skifter plads på denne tid. Ikke alene er der stauder, der bliver rykket rundt. Jeg har også nogle, der skal deles og så er der jo frø, der skal tages. Det er absolut ikke fordi jeg mangler frø, men jeg kan simpelthen ikke lade være. Alle de potentialer for liv og glæde og skønhed, kan jeg da ikke smide på komposten, tænker jeg. Underligt nok, for det kan jeg sagtens med dahliaerne. Sådan en havehjerne som min er altså ikke altid til at forstå.

 

Er du gået i gang med efterårsoprydningen i din have?