Nu er parasollen lagt i vinterhi og parasolfoden holder flyttedag fra den ene terrasse til den anden. Den skal nemlig være fod til fuglehuset, hvilket er den faste opgaven i hele vinterhalvåret.


TEKST & FOTO: LENE
Fuglehuset har haft mange placeringer rundt omkring i haven. Det skyldes især, at haven har udviklet sig gennem årene, og derfor har vi ikke kunnet finde en fast plads til det. Vi havde ellers snakket om, at vi ville støbe et rør fast i jorden. Det gik dog op for os, at det var genialt at bruge parasolfoden.
Så nu er fuglehuset kommet frem fra gemmerne og er placeret tæt på pergola, små træer og bøgehæk, så fuglene let og hurtigt kan søge tilflugt, når der er fare på færde. Det hænder, der kommer en lille rovfugl forbi – eller vores egne to rovdyr – kattene. Vi har nu aldrig oplevet at kattene får så meget ud af det  – heldigvis.
Resterne af fuglefrøene fra sidste år er fundet frem, og der er indkøbt friske mejsekugler, så nu er det bare et spørgsmål om tid, før vi begynder at fodre. Senere bliver fuglehuset nok, som det plejer, pyntet med en efeukrans. Fuglene er helt sikkert fuldstændig ligeglade, men jeg synes det ser hyggeligt ud!

 

 

Hvornår begynder du at fodre fuglene?