Anja har skrevet til brevkassen for at finde ud af, hvorfor hendes jordskokker har et underligt harpikslignende udtræk. Hvad mon de fejler og kan de spises?


SVAR: JENS JUHL, FOTO: ANJA

Hej eksperter fra Havefolket

Vi har nu 2 gange i år høstet jordskokker. Første gang for et par uger siden og igen i denne uge. Første gang kom der i løbet af et døgn et harpiks-agtigt udtræk fra jordskokkerne, der hvor stænglen er knækket af og det bredte sig til hele knolden hurtigt. Denne gang er det samme sket igen, dog er der gået 3-4 dage inden det kommer.

Skyldes det at jordskokkerne ikke er helt modne? Vi har aldrig set det tidligere. Indeni er knolden lige så fin, så vi synes at det er lidt mærkeligt med det klistrede, ravgule stads, som trækker ud.Hilsen
Anja

Væggerløse
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .Hej Anja

Jeg vil først lige sige, at det er meget tidligt at tage jordskokker op. Det er en sen efterårsafgrøde, og vi tager dem aldrig op før stænglerne er ved at visne, for så er knoldene helt udvoksede. I de 20 år vi har dyrket dem har vi aldrig haft sygdomme i dem, og vi dyrker dem samme sted år efter år, helt uden om sædskiftet. Jeg har derfor kigget lidt i “Grøn Information” fra Landbrugsministeriet, og den eneste sygdom der er nævnt er storknoldet knoldbægersvamp, der kan angribe stængler og knolde. Det anbefales at bruge sundt læggemateriale, at dyrke på veldrænet jord og at benytte sædskifte på mindst 5 år.

Jeg vil anbefale at alle knoldene tages op, og at der købes nyt læggemateriale, som lægges et nyt sted. Læg dem i marts, ca. 10 cm dybt og med 20-25 cm mellem planterne. Jeg ville ikke spise de knolde der er angrebet, ikke fordi jeg tror de er giftige, men fordi de ikke virker særligt lækre.

Mange hilsner
Jens Juhl
Slottet i smørmosen


Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet.  

 

Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.
Du kan også læse mere om HAVEFOLKETs havepanel og de eksperter, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Find dem her.