ANNONCE

onsdag den 14. oktober 2015

TOUR DE GARDEN ROYAL

ÅBNE HAVER
GÆSTEREDAKTION

I flere år har vi på vores matrikel talt om at besøge vort hjemlands royale slotte og ikke mindst de kongelige slotshaver. Endelig i år blev der lagt handling bag ordene og af sted det gik, bl.a. for at gå i Dronning Ingrids fodspor.



TEKST & FOTO: JETTE, GÆSTEREDAKTION
FRU FRIIS' FRØBO





Dette indlæg er kun ment som en lille appetitvækker, hvis nu der skulle være andre derude, der ligesom jeg ikke har besøgt slotshaverne før. Vi har så mange smukke steder at vise vores turister, men det er nu heller ikke tosset at være turist i eget land.

FREDERIKSBORG SLOT
Frederiksborg Slot var første stop. Her er det først og fremmest Barokhaven med det symmetriske og snorlige udtryk. 1996 var året, hvor den sidste store renovering af haven blev afsluttet med bl.a. dronningens monogram udført i stramtklippet buksbom.



Derudover er der også en mere romantisk og engelskinspireret have, som bløder op på alt det stramme.


Utvivlsomt et meget smukt haveanlæg.




FREDENSBORG SLOT
Fredensborg Slot var næste destination. Jeg må erkende, at dette besøg var langt mere levende og spændende. 

Besøget var i juli måned, og netop i den måned er det muligt for offentligheden at få en guidet rundvisning i både slottet og i den private del af slotshaven. Har du blot den mindste smule hang til blåt blod, er det en herlig måde at bruge en sommerdag på.  


Det store parkanlæg med udsigt ned til Esrum Sø. Den engelskinspirerede rosenhave, det utroligt smukke orangeri og ikke mindst den skønne køkken- og urtehave.



SOFIERO SLOT, HELSINGBORG
Videre gik det nu, mod Sofiero Slot i Helsingborg. Okay, nu er vi en smule uden for landets grænser, men ikke meget, og vi kan jo finde Dronning Ingrids dufthave her. 

Sofiero er måske mest kendt for sine fantastiske rhododendronslugter. Det må man nøjes med at forestille sig, når man besøger parken i juli måned. Men der er så meget andet skønt at kigge på, og så er der muligheden for at vende tilbage. 

Her er de skønneste staudebede, temahaver med bl.a. dahlia, køkkenhave og ikke mindst roser. 

Sofiero er altid et besøg værd og når benene bliver trætte, kan cafeen med udsigt til Kronborg anbefales. 

FREDERIKSDALHAVEN, HELSINGBORG
Når nu vi var i Helsingborg, måtte vi også besøge Frederiksdal. Den er ganske vist ikke royal, mere en slags frilands- og havemuseum. Aldrig har jeg oplevet så flot og velplejet en køkkenhave. Det var en fryd for øjet.


Her kan man også opleve Skånes vilde natur samlet i en have. Men det allermest frydefulde øjeblik var Rosenhaven. Mere end 500 forskellige roser, langt de fleste historiske. Pergolaen med klatreroser var det smukkeste syn. Roserne hang i tykke klaser og jeg kunne slet ikke blive færdig med at kigge og dufte. Åhhh... det er et prægtigt sted.


GRÅSTEN SLOT
Som den royale rosin i pølseenden, sluttede vi af på Gråsten Slot. Endnu en dejlig oplevelse i en meget smuk have. Her er Dronning Ingrids skønne staudebede så langt øjet rækker.


Her er roser og parkanlæg og en smuk sø. Parken er åben hele året på nær den uge, hvor regentparret holder familiesammenkomst.


Jeg håber, at du har fået lyst til at se eller gense vores prægtige slotshaver. 


Du kan læse mere om Jette og hendes haveliv på bloggen "Fru Friis' frøbo", som du finder lige her.

8 kommentarer:

  1. Hej Fru Friis.Tak for den royale rundtur.På nær Gråsten Slot har jeg jo været alle de andre steder flere gange.
    Og alle stederne har jo deres særpræg og skønne blomster.Så der er nok at lade sig inspirere af.
    Så næste år må jeg jo til det sydlige Jylland og opleve Gråsten.
    God dag Knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig skal du også opleve Gråsten, Jette. Til trods for at jeg bor så tæt på, var det mit første besøg... men ikke det sidste! :o)

      Slet
  2. Sikke smukke rosenbilleder. Gråsten har jeg besøgt for mange år siden, måske skulle man besøge igen. Fredensborg er et stort ønske efter at ha set tv udsendelserne derfra. Så nu må jeg altså se at tage os sammen til at kører nogle flere ture.
    Hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Lov mig at du venter til juli måned, når den private del er åben. Den reserverede have, samt køkkenhaven er aldeles pragtfulde og bliver ikke mindre spændende af at få en guidet rundvisning. :o)

      Slet
  3. Suk, længes allerede efter sommer og sol og nogen dejlige havebesøg, der er der flere af disse haver jeg gerne ville besøge, enten igen, eller for første gang - og sikke fine billeder, mangler bare et af fru friis med den royale hat ..... for du havde da vel hat på - ik?

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig var jeg både iført hat og handsker, Sussi... ;o)

      Slet
  4. Tak for turen, Jette. Og sikke nogle syn. Nu hvor det hele er ved at forfalde udenfor, er det fantastisk at se tilbage på syn som disse. Og billedet med riddersporerne. Wauw!

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Lone. Jeg faldt også fuldstændig for de riddersporer som næsten kunne gemme en gartner... :o)

      Slet

ANNONCE