En havereportage kan vi vist ikke kalde det, men I skal lige se, hvad der er ved at blive lidt af en trend i byggestilen rundt om i storbyerne. Her er det fra en bustur i Barcelona, hvor jeg lige fik skudt et par fotos af en spektakulær have.


FOTO & TEKST: MARIANNE

Der er tale om Deutsche Bank på et af hovedstrøgene i Barcelona. Av. Diagonal, for at være mere præcis. Jeg havde læst om haven på forhånd, men som det altid sker, når jeg er i
den by, så er der alt muligt andet, der er spændende og som trækker. Derfor blev besøget til denne have skrottet. Stor var min begejstring derfor, da jeg med familien på vej hjem fra et genbesøg i Gaudis store dejlige park i den vestlige del af byen (modsat havet), kørte lige forbi det store reflekterende og smukke, grønne hus.

Det må være en fest at arbejde der! Det er så gennemført! Dels er det kolde stål en perfekt modspiller til alle de grønne beplantninger. Dels lyser det op på en helt ekseptionel måde i den ellers ret grønne by, som Barcelona jo er.

Der er både plantet træer, græsser, hængeplanter og klatrende planter på altanerne. Og det man oplever, når man kører forbi i de 2-3 meters højde som en turistbus nu kan nå op i, er, at gadens allétræer spejler sig ind i vinduerne samtidig med at selve bygningens beplantning nærmest “vokser ud af huset”.


Vil du vide mere om vertikale haver i Barcelona, finder du information her. Og vil du vide mere om dette konkrete hus, så se her. 

De gør det en del i sådanne lodrette haver i især Barcelona, men også i mange andre storbyer.