ANNONCE

torsdag den 19. november 2015

GODT GAMMELT KRAM

HAVETANKER

Jeg er - nok ikke overraskende - ikke særlig glad for splinternye haveredskaber. Og hvis de er nye skal de være af træ og naturmaterialer, helst. Gedigent lavet. I mit skur står en del arvegods og det bliver brugt i dagligdagen med stor tilfredsstillelse. Her ser du både en ønskedrøm af en bør og en gammel greb. 

TEKST & FOTO: MARIANNE



Det er som med andre ting, jeg ejer af ældre dato: Patina taler til mig. Ting, som tidligere ejere har elsket og hæget om. Brugt tid med. Været flittige med eller blevet klogere med. Overlevet på grund af, de har brugt det. Den tanke fylder mig med inderlig glæde og meningsfuldhed. Derfor er de ting, jeg nu vil vise frem, også bedagede men dog bevaringsværdige redskaber af forskellig slags. Det er ikke lutter smukt alt sammen, men har med garanti personlighed. De er ikke alle mine, nogle af dem er fra Frilandsmuseet, fra besøg på økogårde eller i Den gamle by i Aarhus.


Se nu fx denne bør fra Aarhus. Den har tappede hjørner, hvilket vil sige, at den er sat sammen af træstykker, der er skåret ud med små tapper, der så er sat sammen. Ikke et søm er brugt. Jo, dér hvor benene og stiverne er fæstnet, men det er der jo nok en grund til. Den har skullet kunnet anvendes til tunge ting. Ikke bare lidt afklip fra haven. Måske kampesten, der skulle bruges til et dige eller en stensætning eller sådan noget. Båret af en ung karl, der havde svulmende muskler af det daglige arbejde. Uh, at eje sådan en gammel bør - det må være lykken!

Så er der denne greb - for det er det vist - og ikke en høtyv, som er noget lettere i konstruktionen. Den fungerer altså bare, gør den. Selvom jeg er en havekvinde, der bruger damespader, fordi de er smallere og lettere at manøvre, fordi de vejer mindre, så giver dens tyngde noget af arbejdet i sig selv. Altså, jeg behøver ikke at bruge så mange kræfter, når først jeg har placeret den, hvor jeg vil bruge den. Den tyngde gør selv resten af arbejdet. Det er da smart!

Har du noget gammelt ragelse, der bare fungerer? Eller samler du på det, fordi det ser sødt ud i din haves indretning? For mig er det begge dele. Men afgørende er det, at det altså kan bruges og ikke bare "ser ud". 

1 kommentar:

  1. Ja det er smart!
    Børen må du gerne beholde for den kan jeg slet ikke manøvrere og slet ikke i regnvåd tilstand.. Men den er meget charmerende:-) Jeg er ellers også begejstret for gammelt værktøj som er blevet vedligeholdt, blevet slebet, vasket og olieret og jeg tænker på de hænder som det igennem årene har passeret.

    SvarSlet

ANNONCE