Det er jo nærmest en juleplante, det her. Men den er noget ulig julens budskab også meget, meget giftig. Hvis du er betaget af den, så sørg derfor for at din omgang med den er forsvarlig. Læs her om, hvordan! 


TEKST & FOTO: MARIANNE
Rejser du en tur ned omkring ækvator, har du mulighed for at se denne plante i sin normale størrelse. På Malta danner den store buskadser på 3-8 meters højde, nogle steder endnu større og enorme fingerfligede blade står som paraplyer ud fra den. Dens blomster er undseelige, men dens frøstande utroligt opsigtsvækkende med de strittende, rødt selvlysende, kastanjeagtige frøkapsler. Planten stammer sandsynligvis fra Afrika og vokser vildt bl.a. i Indien og Brasilien, men altså også på Malta. Hele planten er meget giftig og når du håndterer planten og frøene, så bær for en sikkerheds skyld handsker. Lidt olie fra frøene på en paraplyspids kan dræbe en mand. Det var i hvert fald, hvad der skete under den kolde krig i London ved det berømte paraplymord. Og selvom det lyder som lidt af en tilsnigelse eller måske ligefrem overdrivelse, så kan du lige så godt tro på det og lade være med at ignorere eller eksperimentere, for den sags skyld.

I bogen Giftige planter af Per Mølgaard fra Forlaget Koustrup, fremgår det, at vi mennesker fra for mere end 44.000 år siden har kendt til giften og har brugt den på pilespidser til brug i jagten. Giften er nemlig både en af de stærkeste og hurtigst virkende giftstoffer, vi kender til. Hvis et menneske bliver forgiftet af den, kan det være nogle dage med ulidelige smerter, organsvigt og alt muligt helt forfærdeligt. Omgående behandling er yderst påkrævet, hvis ikke det fører til død.

Men altså: Planten er utroligt dekorativ og spektakulær og kaldes desuden kristpalme, hvilket giver mig lyst til at fortælle om Camilla Plums julefest sidste år på Fuglebjerggård. Efter det ugelange eventyrlige julemarked på gården blev alle ansatte, familie og hjælpere budt på julegilde oppe i det store drivhus, der står i køkkenhaven. Heri voksede en kristpalme, der havde fået enorme dimensioner. Selskabet sad bænket indenfor i det vintermørke drivhus, indhyldet i dejlige dufte og oplyst af levende lys, lyskæder og en juletræspyntet kristpalme. Det skulle have været lidt af et syn og blev efter sigende også til lidt af en fest, som i øvrigt gentages for kunder og gæster i år. Nu har kristpalmen i Camillas drivhus fået fætre og kusiner og er i øvrigt blevet endnu større.

Du skal ikke frygte at se den vildtvoksende her i Danmark, for den kræver varmere temperaturer for at spire og betragtes som etårig. Du kan imidlertid sagtens overvintre den, du kan blot skære den ned til 1/3 eller måske 1/5 og stille den frostfrit.

Jeg fik et par frø af Jeppe Urban fra Haven i Hune, hvor den har stået med sine enorme mørkerøde blade og specielle lysende frøstande og lavet show stop så det klodser, mildest talt. Så smuk og speciel er den. Jeg troede faktisk ikke på at det ville lykkes mig at få frøene til at spire, men det gik over stok og sten og i skrivende stund (november) står der en vindblæst palme på min terrasse og venter på at komme i frostsikker overvintring.

Men jeg er jo blevet mormor, så jeg er lidt i tvivl, om jeg vil have planten i min have til næste år. Har jo en idé om, at jeg vil lære ham, hvordan man skal omgås planter og bl.a. aldrig putte noget i munden, inden han har fået lov. Men nu må vi se, om jeg kan udføre det i praksis. Tre frø af planten er nemlig dødelig dosis for små børn, og så vigtig er den altså heller ikke!

Jeg er ikke helt færdig med at advare imod dens giftighed, for dens ualmindeligt smukke frø har stor lighed med bønnefrø, som jo er spiselige. I flere indvandrerbutikker kan man finde halskæder lavet af dens smukke frø, så lov mig at holde dig fra at eksperimentere med at smide dem med i din gryderet, ikke!

Frø af planten kan købes i webbutikker og planten findes både rød- og grønbladet.

FAKTA

NAVN: Ricinus communis
DANSK NAVN: Olieplante eller kristpalme
LYSFORHOLD: Fuld sol
HÅRDFØRHED: Betragtes som etårig i Norden. Kan dog overvintres frostfrit
JORDBUND: Kan placeres i almindelig, næringsrig havejord
STØRRELSE: Under naturlige eller favorable forhold op mod 6-12 m3. Ellers ca. 1½-2 m3. I en potte omkring 1 m3
BLOMSTRING: Sære og undseelige små blomster helt inde ved stammen
ANVENDELSE: Velegnet på terrassen, i store væksthuse eller i bedene