ANNONCE

mandag den 28. december 2015

VINTEROPBEVARING

I HAVEN

Når vintersæsonen nærmer sig, har vi brug for en del plads til opbevaring af krukker etc.  Og gennem årene får man anskaffet sig flere og flere ting, der skal opbevares. Her i haven har vi flere muligheder. Læs med her.

TEKST & FOTO: LENE






Det er utrolige mængder af ting, der skal i ly for vinteren, når den nærmer sig. Krukker, spande, pottefødder, haveredskaber, havemøbler etc. Som tidligere skrevet ville vi i år ikke bruge væksthuset til opbevaring, men have noget pænt at kigge på hele året rundt. Derfor står der krukker i cykelskuret og havemøbler i det lille drivhus, bl.a. På forunderlig vis kommer der jo flere og flere ting til huse, så der manglede plads. Men nu har vi fået et nyt sted til opbevaring - vores vandbassiner, som alligevel skulle tømmes. Selvom vinteren lader vente på sig er der en vis tryghed i at have den del af arbejdet overstået.

Vi turde ikke lade vandet blive i bassinerne. Når først det bliver frostvejr, er det jo et gevaldigt tryk, der kommer på siderne, og derfor har vi tømt dem for vand. På billedet mangler endnu den sidste sjat i bunden.

Derefter har vi sat et større stykke nedløbsrør på i stedet for den lille stump, der ledte vandet ned i bassinerne. I byggemarkedet fik vi skåret to stykker vandfast krydsfiner i mål, der passer til bassinet plus 5 cm. Pladerne blev malet med sort træbeskyttelse på begge sider og lagt løst ovenpå.

Det var meningen, at vi ville isolere pladen ved at lime en flamingoplade på nøjagtigt i bassinets indvendige mål. Jeg havde nemlig planer om at opbevare mine dahliaknolde der. Uheldigvis gik det hen og blev sne- og frostvejr, inden jeg fik gravet dem op, så det må jeg eksperimentere med til næste år.

Til gengæld blev der så plads til en masse andre ting i bassinerne. Efter dette billede blev taget er der lagt nogle store sten ovenpå pladerne, så de ikke blæser væk i stormvejr.

Denne opbevaringsløsning er jeg svært tilfreds med, for jeg synes, det ser så fint ud.

7 kommentarer:

  1. Det er både smart og ser ret så fint ud.
    Hilsen Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Pia.
      Ja, man må bruge hvad man har!

      Slet
  2. Det var dog en genial idé Lene, og det ser rigtig pænt ud !
    God jul til dig og dine samt de andre på redaktionen.
    Mange hilsner
    Anita

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anita.
      Ja, ideen var da ikke så dårlig :). Godt nytår til dig.

      Slet
  3. Smart fundet på. Og smarte vandbassinger osse.
    Du kan måske redde dine daliher endnu. Jeg nåede heller ikke alle mine før sneen, men kunne tage dem op efter sneen forsvandt. De fejlede intet. Sidste vinter glemte jeg en i jorden, og den kom fint og flot. Dog lidt senere end de andre. Så disse engelske vintre byder på flere overraskelser.
    God jul til jer alle derinde.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gunvor.
      Jeg har faktisk ikke været ude i min have i lang tid, kun for at fodre fugle, men måske skal jeg tjekke dahliaknoldene i dag inden vi får frost og sne, som de jo har lovet nu. Måske er jeg heldig. Jeg havde en kæmpestor hvid dahlia, som jeg gerne vil gemme.

      Slet
  4. Det er helt fantastisk godt tænkt. Og en stilfuld løsning - både til vandopsamling og vinteropbevaring. Jeg vil gøre jer kunsten efter. Tusind tak for inspirationen.

    SvarSlet

ANNONCE