Sidste uge var vi på besøg i denne have og se på sten og andre kuriøsiteter, og nu skal vi se på beplantningen i den spanske landbohave. Planterne er alle til den tørre side, bortset fra dem, der fik besøg af gartnerdrenge dagligt. Lige til at kopiere til den nordiske, sydvendte terrasse.
TEKST & FOTO: MARIANNE
Hvert år i mere end 20 år har vores familie holdt en uges ferie sammen med en bunke pragtfulde mennesker, som vi en gang har boet i andelsboligforening med på det mørke Nørrebronx i København, da vi var unge. Ja, flokken er med tiden blevet større, og nu er nye koner og mænd, kærester, og tredje generationsfamilierne (børn og børnebørn) også med. Det siger sig selv, at vi har brug for nogle store ferieboliger - vi er 40-50 personer. Det kan føles som mange, men er det slet ikke, når man kender hinanden så godt som vi gør.
Haven her har du set før. Dengang kiggede vi på sten, nu skal vi se på vækster i den landbohave, der var tilknyttet et dobbelthus, en hacienda i det nordlige Spanien. Vi var der i den hemsk varme uge midt i juli, hvor hele Europa gispede.
Derfor havde jeg meget af haven for mig selv i løbet af dagen, for enten var folk af sted på ture i omegnen, eller også plumrede de rundt i en af de to store pools, der hørte til stedet. Det efterlod en hyggelig, men kæmpestor grund for mig at udforske. Lyset på billederne afslører, at jeg lavede andet på de bedste tidspunkter til fotografering (morgen og aften), men det håber jeg at blive tilgivet for.
Der vandes hver - eller næsten hver morgen, særligt krukkerne og det lille plantebed mellem pergolaen og den ene pool. Bedet huser Mirabilis, på dansk mirakelblomst, som vitterlig virker mirakuløs særligt om aftenen med dens inciterende duft, som er lige så kraftig som farven på blomsterne. Jeg ved ikke hvad det er der sker med ferieøjnene, måske kan man blive cola-dåse-blind?
Jeg måtte se efter en gang mere i mit fotoarkiv, for at være sikker på, at både acer og agapanthus var en del af haven, men det var de. De blev selvfølgelig også vandet, for det kræver de for at kunne levere.
Ellers er det som sagt mest thuja, ene, ceder, taks og figen, der lever her. De klarer sig glimrende uden væske i lange tider og vinder i øvrigt mere og mere frem i haverne i Norden nu. I mange år blev de kaldt kirkegårdsplanter, og det synes jeg slet ikke er nogen skam eller noget nedsættende udtryk. Jeg elsker simpelthen at gå på kirkegårde, både for at nyde den jordbundne ro og storhed, som disse planter bibringer og for at finde fred for byens larm og sanseindtryk.
Enkelte potter og krukker var der også, og de klarer sig også glimrende uden den grundige vanding
Både blodblomme og pil samt figen var der mange af. Særligt blodblommen er jeg forelsket i. Magen til poetisk plante i en have, ja selv en lille skyggefuld nordisk rækkehushave, vil den tilføre personlighed og charme.
Eksotiske træer som granatæble voksede der også, desværre var der ikke nogen, der var modne, da vi var der. Men det var sjovt at se en original gammel hvepsefanger i figentræet. Der var i øvrigt så mange hvepse, at vi måtte aflede dem lidt fra terrasserne med melonskræller, for ikke at risikere at få et par stykker med i læskedrikken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar