Sidste uge var vi på besøg i denne have og se på sten og andre kuriøsiteter, og nu skal vi se på beplantningen i den spanske landbohave. Planterne er alle til den tørre side, bortset fra dem, der fik besøg af gartnerdrenge dagligt. Lige til at kopiere til den nordiske, sydvendte terrasse.

TEKST & FOTO: MARIANNE

Hvert år i mere end 20 år har vores familie holdt en uges ferie sammen med en bunke pragtfulde mennesker, som vi en gang har boet i andelsboligforening med på det mørke Nørrebronx i København, da vi var unge. Ja, flokken er med tiden blevet større, og nu er nye koner og mænd, kærester, og tredje generationsfamilierne (børn og børnebørn) også med. Det siger sig selv, at vi har brug for nogle store ferieboliger – vi er 40-50 personer. Det kan føles som mange, men er det slet ikke, når man kender hinanden så godt som vi gør.

Haven her har du set før. Dengang kiggede vi på sten, nu skal vi se på vækster i den landbohave, der var tilknyttet et dobbelthus, en hacienda i det nordlige Spanien. Vi var der i den hemsk varme uge midt i juli, hvor hele Europa gispede.

Derfor havde jeg meget af haven for mig selv i løbet af dagen, for enten var folk af sted på ture i omegnen, eller også plumrede de rundt i en af de to store pools, der hørte til stedet. Det efterlod en hyggelig, men kæmpestor grund for mig at udforske. Lyset på billederne afslører, at jeg lavede andet på de bedste tidspunkter til fotografering (morgen og aften), men det håber jeg at blive tilgivet for.

Vi var fx en del, der gerne ville starte dagen på en god måde sammen med ældstesønnen Jonathan, som inviterede til yogatimer i det tidlige morgenlys. Det er egentlig ikke for at fortælle om yogatimerne, selvom de var formidable, men om at man i Spanien gør en del ud af at vise fordums storhed. Altså; dette har været en storbonde, der har ejet store områder landbrugsjord og har dyrket den møjsommeligt. De gamle maskiner står her stadigvæk, og selvom de måske ikke bibringer den store pryd til haven, så giver de alligevel haven både charme og personlighed, synes jeg. Og så får vi også mulighed for at se, at vækster som fyr, gran og pil også kan trives på magre, tørre jorde. Måske fordi der er vandingsanlæg, som af og til tilfører græsset lidt væde.

Der vandes hver – eller næsten hver morgen, særligt krukkerne og det lille plantebed mellem pergolaen og  den ene pool. Bedet huser Mirabilis, på dansk mirakelblomst, som vitterlig virker mirakuløs særligt om aftenen med dens inciterende duft, som er lige så kraftig som farven på blomsterne. Jeg ved ikke hvad det er der sker med ferieøjnene, måske kan man blive cola-dåse-blind?

Jeg måtte se efter en gang mere i mit fotoarkiv, for at være sikker på, at både acer og agapanthus var en del af haven, men det var de. De blev selvfølgelig også vandet, for det kræver de for at kunne levere.

Ellers er det som sagt mest thuja, ene, ceder, taks og figen, der lever her. De klarer sig glimrende uden væske i lange tider og vinder i øvrigt mere og mere frem i haverne i Norden nu. I mange år blev de kaldt kirkegårdsplanter, og det synes jeg slet ikke er nogen skam eller noget nedsættende udtryk. Jeg elsker simpelthen at gå på kirkegårde, både for at nyde den jordbundne ro og storhed, som disse planter bibringer og for at finde fred for byens larm og sanseindtryk.


Enkelte potter og krukker var der også, og de klarer sig også glimrende uden den grundige vanding

Både blodblomme og pil samt figen var der mange af. Særligt blodblommen er jeg forelsket i. Magen til poetisk plante i en have, ja selv en lille skyggefuld nordisk rækkehushave, vil den tilføre personlighed og charme.

Eksotiske træer som granatæble voksede der også, desværre var der ikke nogen, der var modne, da vi var der. Men det var sjovt at se en original gammel hvepsefanger i figentræet. Der var i øvrigt så mange hvepse, at vi måtte aflede dem lidt fra terrasserne med melonskræller, for ikke at risikere at få et par stykker med i læskedrikken.

Hen ad aften dukkede de store vidder op foran ens blik. Her indrammede beplantningen med ene, ceder og taks på elegant vis udsigten til pinjer, marker og skove. Godt tænkt. Det er nemlig som om, man meget bedre ser udsigten, hvis den får en ramme om, end hvis der var frit udsyn til den langs horisonten. Det udsyn kunne man til gengæld få, straks man gik uden for den store jernhavelåge.