ANNONCE

lørdag den 16. januar 2016

TRE SKØNNE NATURLIGE STAUDER - LIGE TIL AT SÅ

STAUDER

Disse stauder er ikke er så kendte, og hvis du har mod på det, så er de nemme at så selv.

TEKST & FOTO: MARIANNE FOLLING, GÆSTEREDAKTION, STAUDEBEDET








Det er oppe i tiden med stauder, der har et mere naturligt udtryk. Stauder, hvor blomsterne ikke er store og prangende, men små og fine og gerne samlet i skærme eller toppe. Stauderne her er ligesom man vil finde dem i naturen. Ingen forædler har forbedret deres egenskaber, og det er heller ikke nødvendigt, for de fungerer perfekt som de er. Da disse stauder er helt naturlige, er frøformering den måde naturen holder en bestand vedlige. Du kan derfor selv så disse planter og få mange nye planter til din have. Hvis planterne får optimale dyrkningsforhold i din have vil du nok opleve, at disse planter kan frøså sig, men hvis du planter tæt i bedene behøver det ikke være et problem.

Alle tre planter byder på meget lang blomstring og den ene har også smukke efterårsfarver og en flot frøstand, som holder langt ind i vinteren. De er alle hårdføre i det danske klima.

Frøene til disse stauder kan du finde hos jelitto.com i Tyskland. Du skal handle for mindst 25 €, men du kan nemt blive fristet af deres flere tusinde forskellige staudefrø. Måske er der også danske frøfirmaer der kan have frø af en eller flere af disse planter. Det er også muligt at finde planter i potter på staudeplanteskoler i Danmark. Søg på nettet.

Karteusernellike
Dianthus carthusianorum

FAKTA
Højde: 40-60 cm
Blomstring: Juli-oktober
Placering: Sol
Jordbundsforhold: Tør kalkrig jord

Karteusernellike er hurtigt blevet en favoritplante hos mig. Selvom den har været kendt og dyrket i mange århundreder, er det først de senere år at man rigtigt er begyndt at værdsætte den og benytte den i beplantninger. Den passer specielt godt til de mere vilde beplantninger med græsser og den naturlige stil der er oppe i tiden. Foruden græsser, går den også godt sammen med småblomstret salvie, lavendel og mandstro, og mange andre stauder, hvor de små magentafarvede blomster på lange, tynde stilke kan lave lidt sjov. På afstand ligner blomsterne små flyvende pink pletter, der blander sig med de andre planter i bedet. Den blomstrer fra juli og næsten til frost. Blomsterne sidder samlet i flade toppe på lange tynde stængler. Frøkapslerne er mørk purpurfarvede. Den mørke frøstand er pæn at se på, men hvis du fjerner den visne blomsterstand vil planten producere flere blomster. Blomsterne er også gode til afskæring og holder længe i vasen.

Om foråret minder karteusernellike om en græstue pga. dens smalle blade. Løv og stængler har et dejligt frisk lysegrønt skær over sig.

Det er en staude som trives i kalkrige, og gerne tørre jorde i fuld sol, men den klarer sig også fint i en almindelig lerholdig jord, hvis den er veldrænet. Hvis du har sandet jord, så giv den lidt kalk om efteråret. Den er også egnet til grushaven eller stenbedet.

Såning: Så frøene i såjord, tilsat noget grus, først i april. Hvis du har drivhus stilles frøbakken der, ellers et lyst sted ved en temperatur omkring 15-20 grader. Frøene spirer efter ca. 3 uger. Pas på ikke at overvande de små planter. Frøplanter blomstrer først året efter.


Katteurt
Nepeta govaniana

FAKTA
Højde: 100 cm
Blomstring: Juni-september
Placering: Halvskygge/skygge
Jordbundsforhold: Fugtig humusrig jord

Denne meget elegante katteurt med bleggule blomster stammer fra Kashmir. Modsat mange af dens blåblomstrende slægtninge, holder denne katteurt af fugtige skyggefulde, og gerne kølige forhold. Den er dog ret sejlivet, for hos mig vokser den godt nok under skyggefulde forhold, men jorden er sandet og ret tør. Bladene er lysegrønne, så planten fremstår som et frisk pust i den lidt mørke skygge. Man kan fjerne afblomstrede stængler for at fremskynde en ny blomstring.

Dens vilde udseende gør at den er køn sammen med græsser. Selv bruger jeg den sammen med mosebunke, wallisisk seline og mørkbladet sølvlys. Eller i en kombination sammen med hvidblomstrende hortensia.

Blomsterne bliver flittigt besøgt af bier.

Såning: Frøene sås i alm. såjord i begyndelsen af april. Dæk kun frøene meget lidt. Stil såbakken i drivhus eller et andet lyst sted og hold jorden let fugtig. Frøene spirer lidt uregelmæssigt over en længere periode.


Hestemynte
Monarda bradburiana 

FAKTA
Højde: 50 cm
Blomstring: Juni-september
Placering: Sol/halvskygge
Jordbundsforhold: Tør/medium fugtig jord

Denne hestemynte er i hastig fremmarch blandt folk som elsker de mere naturlige beplantninger. Den stammer fra det sydlige og centrale USA og udmærker sig ved kun at være omkring 50 cm høj samt at være tørketålende. Hvis man har svært ved at få de alm. hestemynter til at trives i haven, så er Monarda bradburiana helt anderledes problemfri. Den får sjældent, eller aldrig meldug, hvis den står åbent og luftigt.

Blomsterne er lyslilla med mørklilla bægerblade, og en del vil nok finde dens blomster for blege til at være interessant. Men blomstring afløses af kønne, runde frøstande, hvor de mørklilla bægerblade næsten får frøstanden til at ligne blomster. Senere tørrer frøstanden op og den holder langt ind i vinteren. Det er en plante som absolut vinder ved nærmere bekendtskab.

Modsat andre hestemynter vokser denne i klump og breder sig altså ikke voldsomt. Under rette temperaturforhold kan den få flotte rød-pink høstfarver. Sommerfugle og bier elsker den.







Såning: Frøene sås i alm. såjord i begyndelsen af april. Dæk kun frøene meget lidt. Stil såbakken i drivhus eller et andet lyst sted og hold jorden let fugtig.

Rigtig god fornøjelse!


Du kan læse mere om Marianne og hendes haveliv på bloggen "Staudebedet", som du finder lige her. Mariannes have er ind imellem åben for besøgende - se gerne hjemmesiden for åbningstider. 

10 kommentarer:

  1. Åh, vilka underbara bilder och mycket givande information. Nepetan finns här sedan tidigare, en favorit. Svenskt namn är månskensnepeta =o)).
    Allt gott!
    /Katarina

    SvarSlet
  2. Det är så roligt med nya varianter( för mig i alla fall) är egentligen ingen frömänniska men det drar lite i den ådran med nu.Den där myntan gillade jag skarpt.
    Så mycket jag fick lära mig.
    Ha en bra helg och vecka
    Kram Meta

    SvarSlet
  3. Hej Marianne
    Tak for spændende information. Jeg er vild med hestemynte, men har ALDRIG succes med dyrkning, den forsvinder efter en sæson. Har du et tip til dyrkning?

    SvarSlet
    Svar
    1. Lisbeth....jeg har haft held med at lave stiklinger af min hestemynte - måske et forsøg værd så du får flere....bare et tip. Men hvorfor den forsvinder er et godt spørgsmål :0) Hilsen Dorthe

      Slet
    2. Hej Lisbeth
      Ja, Hestemynten er ikke en af de stauder der bare trives alle steder. Den vil gerne have fuld sol og en fugtig humusholdig jord (lidt skovagtig jord). Problemet hos dig opstår måske især om vinteren, hvor den ikke bryder sig meget om vores ofte våde og kolde vintre. Hvis den er plantet I en tung lerjord og vinteren er våd, så rådner rødderne. Prøv og tilsætte en masse organisk materiale, så jorden bliver mere veldrænet og skovagtig i sin struktur. Håber det så vil lykkes for dig.

      Slet
  4. Ahii, hvoffor kan man ikke få fingre i sådanne "næsten uundværlige" hos den alm plantepusher. Mig og handle på nettet uff. Gemalen hjælper sommetider, men han sætter jo lidt en dæmper på den wildesomme shopping. Men nok klogt nok, hi hi.
    Nå men navne er noteret ned til evntuelt senere brug. Uha den liste bliver altid ultra lang her om vinteren.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  5. Skønne, skønne stauder - billederne "sælger" i hvert fald rigtigt godt! Desværre er der vist ikke flere ledige, egnede pletter tilbage i haven... Suk...

    SvarSlet
  6. Den mynte skal bare prøves - men hvor køber man frø henne? Jeg kan ikke finde noget på nettet umiddelbart? Hjælp ....

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sanne
      Du kan købe frøene hos jelitto.com i Tyskland. Du skal dog handle for mindst 25€, men det plejer ikke at være et problem for man bliver nemt fristet - der er frø af over 3000 forskellige stauder.

      Slet

ANNONCE