ANNONCE

onsdag den 17. februar 2016

5 INSPIRERENDE HAVEBØGER

BØGER

Armchair Gardening, et begreb der virkelig har kronede dage i haveverdenen især i vintermånederne.
Jeg gør det også, dyrker Armchair Gardening både her på nettet og ligeså meget med en god havebog i skødet. 


TEKST & FOTO: KARINA 




Havebøger findes der mange af. Både de informative og de inspirerende.
Da jeg for godt ti år siden var spritny som haveejer, var det mest de informative bøger, jeg brugte. En af de bøger, som jeg dengang var særlig henrykt for, var Politikens store havebog. Den var en  sand bibel, hvad den helt sikkert stadigvæk er for mange haveejere. 
Da jeg senere blev mere rutineret og plantekyndig, og havens design kom til at fylde det hele, blev de praktiske bøger udskiftet med de mere inspirerende og billedmættede, og dem er der heldigvis rigtig mange af. 
Bøger, jeg virkelig holder af, har moderne, små og urbane haver i fokus - hvilket skyldes både min smag, og at jeg selv er ejer af en lille byhave.

I min reol står der mange favoritter, men der er fem af bøgerne, som jeg tager frem igen og igen, og som jeg vil fortælle om her. Måske kender du dem allerede.



Garden Designers at Home - Noel Kingsbury
Hvordan ser havedesignernes egne haver ud? I Noel Kingsbury's Garden Designers at Home får du syn for sagn. I bogen bliver du inviteret ind i 25 forskellige haver, ikke bare 25 tilfældige haver, men haver, som tilhører nogle af havebranchens mest indflydelsesrige designere. Det interessante ved bogen er, at havedesignerne selv kobler ord til beretningen om deres private haver, og det er særlig sympatisk, at de fortæller om såvel succeserne som anstrengelserne og udfordringerne ved tilblivelsen. Det eneste minus ved bogen er, at man på fotosiden godt kunne ønske sig en lidt bedre kvalitet. Bortset fra det er Garden Designers at Home virkelig en spændende og alsidig bog.



Den hvide have - Claus Dalby
Man har sovet i "have-timen", hvis man ikke er bekendt med navnet Claus Dalby, forlægger og havemand om en hals.
20 havebøger har han ifølge min skyndsomme optælling udgivet, og alle i en virkelig fremragende kvalitet. En af de bøger, som jeg er særlig vild med, er "Den hvide have" fra 2013. En sværvægter på i alt 416 sider. Som titlen antyder, handler bogen om hvide haver, og den er fyldt med det ene smukke fotografi efter det andet.
Ud over at blive blæst væk over alle de ultra-lækre haver, får du også en velskrevet og layoutlækker bog - for slet ikke at glemme alle de mange eksempler på skønne hvidblomstrende planter. Det er ren forkælelse.



12 trädgårdar - Ulf Nordfjell
En havedesigner, som jeg er ret stor fan af, er svenske Ulf Nordfjell. Nogle vil måske kende ham fra Chelsea Flower Show, hvor han i 2013 fik guldmedalje for sin virkelig elegante Laurent Perrier Garden. Foruden Laurent Perrier Garden har Nordfjell tegnet en række betagende haver, og 12 af dem finder du i bogen "12 trädgårdar". Fælles for alle haver i bogen er, at de har en skøn nordisk signatur, såvel som de er i fin balance mellem det feminine og maskuline. En meget inspirerende bog, som jeg varmt kan anbefale.


Outdoors - Diarmuid Gavin & Terrence Conran
Er du til internationale haver, og trænger du til inspiration ud over det sædvanlige, så kan du roligt erhverve dig bogen "Outdoors" fra 2007. Fra det ene verdenshjørne til det andet - næsten - føres du rundt blandt nogle af det 21. århundredes mest fortryllende privathaver. "Outdoors" er skrevet af Diarmuid Gavin & Terrence Conran, som begge er velrenommerede havedesignere. I bogen lægger de ud med et par forord med haveinspiration som overskrift. Dernæst følger en dialog de to imellem blandt andet omkring de mennesker, der har haft indflydelse på deres arbejde. En bog i storformat og på i alt 272 sider, og der er fuld valuta for pengene.



City Garden - Pierre Nessmann
City Garden af Pierre Nessmann er den sidste bog, som jeg i denne omgang vil give et par ord med på vejen. Det var én af de første inspirationsbøger, jeg anskaffede mig efter at have fået styr på det grundlæggende, og jeg har brugt den flittigt fra dag et. Som du jo nok allerede har fanget, handler "City Gardens" om byhaver - lige en bog for mig og måske også for dig? For selvom du måske slet ikke bor i byen, er der en masse gode idéer at hente, hvad end det handler om lækre plantesammensætninger eller indretning på meget få kvadratmeter. En bog, jeg absolut ikke vil undvære i min reol.

Og sådan har jeg det faktisk med alle mine havebøger.
Hvad med dig? Har du nogle favoritter, som du bare kan læse igen og igen? 

6 kommentarer:

  1. Jeps, det kan du tro. Rigtige bøger kan man ikke undvære. Nu er jeg desværre ikke så trænet i engelsk så jeg bruger engelsksproget bøger. Men adskellige af Dalbys bøger, Tante Grøns, Anne just og Tasha Tudors er mine vinter yndlingslæsning. De bliver slidt op. Jeg har nu osse flere "tusse"gamle have bøger der hyggelige at læse.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. Den bog, jeg flest gange har haft ude af reolen, er helt sikkert Anne Justs bog "Haven i Hune". Det er en meget inspirerende havebog. Jeg kan se Anne for mig. En lille rund, glad, sprudlende dame, der gik rundt i sin have og med stor armbevægelser fortalte om havens tilblivelse og de mange skønne blomster.
    Hilsen Elna

    SvarSlet
  3. Min absolut ynglingsbog er Anne Justs bog, for den er inspirerende hver gang jeg åbner den. Jeg var heldigvis så heldig at møde Anne Just, og hun er og bliver min "have helt". Men der er mange gode og skønne bøger, som fortjener at blive læst. Tak for nyt indspark.

    SvarSlet
  4. På denne tid af året gennempløjer gerne Camilla køkkenhave og Troels østergaards
    Økologisk køkkenhave. Der er altid lidt tips og tricks og nogle, "hvordan er det nu med"-spørgsmål der dukker op.

    SvarSlet
  5. Kære Karina - ja det undrer nok ikke stort, at flere af disse allerede står på mine hårdtpressede hylder med havebøger, og at jeg elsker dem! Jeg er dog blevet helt forelsket i "Arkitektens Trädgård", som besøger forskellige arkitekters haver rundt i Norden. Den er virkelig inspirerende...og værd at finde, synes jeg...

    Kh Katinka

    SvarSlet
  6. Tusind tak for inspiration til Armchair Gardening. Jeg er netop løbet tør for ideer, så det var lige hvad jeg manglende. Mine umiddelbare favoritter er Tasha Tudors have (selvom den er ret dårlig på billedsiden), Claus Dalbys Den levende Have og Winnie Poulsens Have hver dag. Men jeg er også ret vild med Indret Ude af Julia Mincarelli og Birgitta Wolfgang Drejer.

    SvarSlet

ANNONCE