ANNONCE

lørdag den 13. februar 2016

DOWNSIZING

HAVETANKER
GÆSTEREDAKTION

Jeg ville så gerne dyrke en frodig og smuk have. Sådan en med skønne søde frugter, knasende sprøde grøntsager, hyggelige lune læsteder og plads til leg og latter. 

TEKST & FOTO: RIKKE OBASI, GÆSTEREDAKTION
HAVE NR. 1 + 18




Jeg ville så gerne give børnene rum til at opleve, lære og nyde havelivet. Jeg ville så gerne sætte mit travle arbejdsliv i perspektiv ved at gå i haven og mærke jordforbindelsen. Jeg ville så gerne … men jeg kan desværre ikke.

Allerede som helt ung måtte jeg revidere mine drømme, så de ikke kolliderede med mit helbred. Dengang måtte jeg droppe et fysisk hårdt arbejde i landbruget til fordel for et teoretisk studie på Landbohøjskolen. Kan jeg ikke få lov til at rode i jorden, kan jeg da i det mindste blive rigtig klog på den, var min tanke, og sådan blev det. Jeg lærte at leve med de begrænsninger, som en skrøbelig ryg nu engang giver, både i forhold til job og fritid, og jeg fandt en måde at holde have på, som skroget ville være med til. Desværre fik ryggen endnu et knæk for 1½ år siden, hvor jeg kom til skade herhjemme. Det tog lang tid at komme på benene igen, helt bogstaveligt, for jeg havde pådraget mig nogle nerveskader, som ikke lige stod til at fikse.

Den første sommer måtte jeg lade have være have, og barmhjertige mennesker i min havekoloni tog sig af græsslåning mm. Dog groede bede og køkkenhave hurtigt til i ukrudt, og haven kom til at se farlig ud. Dette forår tog jeg så for alvor fat på at genoprette haven. Desværre måtte jeg hurtigt sande, at helbredet var en større udfordring end først antaget. Jeg havde lidt naivt forestillet mig, at havearbejdet ville være god træning, og at jeg nok hurtigt ville komme i bedre form af det, men sådan gik det desværre ikke.

Jeg kunne kun arbejde i ganske kort tid ad gangen, havde brug for at lægge mig hele tiden, og betalte med dagevis af smerte og besvær. Den største smerte var det dog at se på at haven forfaldt. Jeg er ikke en meget patentlig gartner, og kan snildt holde ud at det roder og vokser vildt her og der, men at det hele vokser fra mig, bryder jeg mig bestemt ikke om. Arbejdet med at passe kolonihaven gik fra at være en udsøgt fornøjelse fyldt af belønninger i form af frugt, grønt og liv, til at være en konstant dårlig samvittighed og irritation over alt det, som jeg ikke længere kunne. Jeg forsøgte at bede andre om hjælp, men oplevede at andre menneskers gode vilje ikke altid kan omsættes til faktisk hjælp. Jeg blev ked af at bede om hjælp, ungerne blev sure over at være tvangsindlagt, og glæden over haven smuldrede. Til sidst måtte jeg træffe den tunge beslutning at sætte kolonihaven til salg.

Til alt held er jeg faktisk så priviligeret, at jeg har to haver. Have nr. 18 er kolonihaven og Have nr. 1 er den lille have, som hører til vores rækkehus. Der er ikke mange kvadratmeter, og længe har de været udlagt til græs og en for havens lidenhed umådelig stor trampolin.



Tanken var at Have nr. 1 skulle bruges af ungerne til leg og tumleri. Der findes derfor kun ganske få planter, som jeg hæger lidt om. Resten af havens vækster tåler boldspil, cykler og vild leg. Her findes altså et vist potentiale for mine grønne udfoldelser, og det er da også inden for disse rammer, at mine nye havetanker skal udfolde sig. 



”Downsizing” hedder det med et uskønt nydansk ord. Jeg står lige nu midt i en fuldstændig ny situation. Jeg skal forsøge at trække de vigtigste elementer af min kolonihave med hjem i min rækkehushave. Jeg er klar over at jeg må vinke farvel til æbleespalieret, som hver år giver mig flere æbler end vi kan nå at spise; aspargesbedet, som langt om længe er vokset til, og nu forsyner os med skønne grønne delikatesser forsommeren igennem; tobakspibeplanten, som endelig ser ud til at være i god vækst og snart vil omfavne huset; fuglekasserne, som huser en helt sværm at skønne småfugle; bøgelabyrinten, som jeg plantede til Esther da hun var lille, og som hun netop nu har den helt rigtige alder til at lege i; bærhaven, som bugner af alle slags bær fra midt på sommeren og året ud; den røde hyld, som skulle forsyne os med pink blomster til rosa hyldeblomstdrik; kolonihavehuset, som engang var en skurvogn, men som nu næsten er klar til at være vores weekendresidens; kæmpestauderne, som jeg har bestilt hjem fra udlandet, fordi de endnu ikke findes i handlen her hjemme; den røde og grønne hassel, som jeg har plantet sammen for at få den skønneste kontrast mellem de mørke og de lyse blade; rabarberne, som hvert år forsyner både mig og resten af min omgangskreds med flere røde stilke end vi kan nå at bage, sylte og koge; stauderne, som er plantet til at afløse hinanden i blomstring sommeren igennem, og som nu endelig dækker jorden under dem; for slet ikke at nævne den stadigt voksende samling af juleroser, som datteren og jeg hvert år supplerer med et par nye varianter fra Gartneriet Spiren.

Jo, der er nok at sige farvel til, og slet ikke plads til at tage det hele med. Derfor trækker salget også ud. Jeg må planlægge og plante om, for noget skal vi altså have med os, og juleroserne står højt på listen.

Det første trin var at erkende, at jeg ikke kan, det næste er at planlægge omlægningen. Derefter kommer alt det praktiske, så salget og endelig når jeg til det, som jeg allerhelst vil; den nye have. Ja, haven har jo været her hele tiden. Kunsten er at gøre den til min drømmehave. Jeg må finde på, være kreativ og tænke langsigtet, for hvis den skal være min, skal jeg også kunne passe den helt selv. I virkeligheden tror jeg, at min haveglæde kan udleves på et ret lille areal, for det handler ikke så meget om areal om mængder, som det handler om liv og vækst.

Jeg er selvfølgelig stadig trist over at skulle sige farvel til Have nr. 18, og gruer da også for den dag, hvor jeg giver nøglerne videre, men jeg kan mærke at glæden over at stå overfor et nyt haveprojekt overskygger melankolien over afskeden.


For mig er havedrømmen flydende. Den ændrer sig hele tiden, og denne gang må jeg så ændre den mere radikalt end jeg i virkeligheden bryder mig om. Alligevel er den ikke knækket, og jeg ser frem til en hel lang vinter med næsen i haveblade, -bøger og -blogs.

Jeg skal bruge den mørke tid til at planlægge min have - fuldstændigt lige som jeg plejer, nu bare i mindre skala. Nøden tvinger mig, men haveglæden driver mig, for have må jeg bare have.


Du kan læse meget mere om Rikke og hendes haveliv på bloggen 'Have nr. 1 + 18', som du finder lige her. Du kan også læse lidt om hele tanken bag årets gæsteredaktion lige her.

1 kommentar:

  1. Ih, hvor kan jeg føle med dig,, det er osse mit største mareridt hvis jeg skulle miste min have af den ene eller anden grund. Dog har du den fordel, trods alt, at have en "reservehave" i baghånden. Jeg håber for dig at du få din havefeber stillet i din hjemlige rækkehushave. Og , ja der kan skabes et paradis på ganske få km. Det har jeg set flere steder.
    Held og lykke hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE