Når vinteren alligevel har tænkt sig at overnatte et par dage (og især nætter) endnu, kan du lige så godt vende blikket mod noget andet. Her er det div. kurve, der bliver frisket op med årets farve: Hvid, hvis man da skal tro det digitale medie Pinterest.


TEKST OG FOTO: MARIANNE

Det er så smukt, når nyfalden sne er drysset ud over en vintertræt og brun have. Men nogle gange gider vi den bare ikke. Især nu, hvor have- og frøkatalogerne er begyndt at dukke op i indbakker og postkasser. Når lysten til at så og se ting spire har taget et fast greb om ens sind, og det kribler så meget i havehandsken, at der både er indkøbt såjord og hentet såbakker og minidrivhuse frem fra skure og gemmer. Når der endelig er kommet orden i alle frøene, og når man opdager, at man står og falder i staver ved hylderne med frø i indgangen til supermarkedet.

 

Nå, mikrogrønt kan man da altid så. Og så er der jo også masser af andet at tage sig til. Her er det forskellige kurveting, andre måske ville have smidt ud, men som jeg har sat mig for at friske op. Med hvid, som jeg paradoksalt nok aldrig, aldrig bliver træt af.

Nu varer det ikke så længe, som det har gjort, inden vi kan gå ud med en kurv nyvasket, duftende sengetøj og hænge det op i haven mellem træerne eller på tørrestativet. Her er det overdelen af en yndig rattanvugge, som min førstefødte, Kat, har ligget i, da hun var lille. Og hold lige fast – det er faktisk snart …. (hvisker) 30 år siden. Nu får den nyt liv som vasketøjskurv, en af de helt store. Jeg glæder mig som et lille barn til at tage den i brug. For findes der noget skønnere end at stå en tidlig forårsdag med spurve og musvitters kvidren i øregangene og med kun trækroner med bristefærdige knopper samt en tørresnor mellem sig og selve den himmelblå – og hænge tøj op?

En afdanket brændekurv fandt jeg også. Den var faktisk købt hvidpigmenteret, men det er forsvundet gennem de par år, den har været i brug.

Jeg bruger TRIP TRAP´s kridtlud, som egentlig skal bruges til at lysne trælofter med. Den er glimrende. Vasketøjskurven får en gang lak fra spraydåse, så jeg kommer ind i alle mellemrum og dermed undgår, at vasketøjet pludselig er kridtet til.

 

Jeg står i et skønt rum, hvor en sol, eller er det et snefnug eller måske en blomst – hænger i loftet og gør mig lystig og optimistisk. Dette er en hyggelig og hurtig aktivitet, der giver resultat lige med det vons. En make-over til hus og have. Men tag dig i agt. Lysten til at friske op kan gribe om sig, så advar gemal, hund og andre, der kommer forbi, mens du er i gang.