ANNONCE

mandag den 8. februar 2016

HVORFOR KAN DANSKERE EGENTLIG LIDE AT GÅ I HAVEN?

HAVETANKER

Det spørgsmål dukker efterhånden op efter at have læst diverse amerikanske havesider på nettet. Enkelte af dem  havde - uvist ad hvilken vej - fået snuset sig frem til, hvor koldt og vådt her er i Danmark, og hvordan vi skandinaver har en yderst laisser faire-holdning til det at dyrke vores haver. Det synes jeg altså kræver et par linjer.
TEKST & FOTO: MARIANNE






Vi har en laisser faire-holdning til vores haver i Skandinavien! Især i europæisk have- og weblitteratur kan man finde beskrivelser af skandinavisk havestil som minimalistisk, entusiastisk byhave-kultur  eller "slet ikke noget". Det kan jeg sagtens nikke genkendende til, fordi vi bl.a. i disse fora kan finde vidnesbyrd om mange forskellige havestile, trends og interesser inden for haveliv og -design. Men laisse faire? Er vi sådan?




Det synes jeg altså ikke. Dog var der på en af websiderne et kendetegn, som man kunne nikke genkende til. Der stod: Gør som skandinaverne: Bare giv slip. Få det til at ligne den vilde natur, lad de toårige selvså sig ganske, som de behager. Plant tæt, så ukrudtet ikke får magt. Sørg for at have en pergola eller en stor parasol, som du kan sidde under, hvis solen skinner (det er virkelig morsomt, de vil ikke være i solen, selvom den altså ikke skinner så ofte i det lille land).

Under parasollen, ja, for der er skandinaverne ofte, også hvis det regner. Forfatterne påstår, at det i Danmark regner hver anden dag i gennemsnit. "Kan det virkelig være rigtigt?" tænkte jeg så. Men det kan det faktisk. I flg. DMI er der hvad, der svarer til ca. 177 regnvejrsdage om året. Det er altså ca. halvdelen. Det er nok derfor, vores land er så frodigt?


I øvrigt blæser det ad h til. Ja, det skrev de naturligvis ikke, men det var det, de mente, da de påpegede, at vi i gennemsnit har en vindstyrke, der ligger på omkring 7. Det skyldes, at vi har en meget lang kystlinje og mange beboede små øer, hvilket betyder, at der er havgus og blæst i mange haver.

Vi skandinaver går i haven eller tænker på have hele året rundt. Dét er i hvert fald rigtigt! Ikke alle haveejere, kan jeg så tilføje, men vi, der er inkarnerede havefolk og haveelskere; vi, der  går rundt med haven i hjertet og jord i blodårerne. Vi tænker have året rundt. Drømmer om have. Læser om have. Skriver om have med andre i havegrupper på Facebook, Instagram mv.


Og det her er virkelig særligt! Vi kan sådan set godt finde på at gå i haven, skønt det lige har været frostvejr, eller skønt det er det stadigvæk. Vi fodrer fuglene, sørger for, at hønsene får vand, der ikke fryser, tjekker vandet i vores damme, og så går vi i ud vores vinterhaver. Dér har vi et bord og et par potter, og der finder vi fred og glæde ved at stå og potte eller så lidt. Det kan jeg jo kun nikke bekræftende til!



Vi flytter også alle vores indendørsrum ud i haven, uden dog at imitere dem indenfor. For en vis enkelhed præger os. Et bord, et par stole, et lille køkkenbord ved siden af en vandhane og så en grill. Det kan gøre det.


Nu er det så, at mega store amerikanske barbecue-parties, havetraktorer og en hær af gartnermedhjælpere og pool-mænd toner frem for mit indre blik. At vi (næsten ikke) har sådan noget, det er også morsomt. Men vores land er jo meget lille, som de siger, og derfor har vi en eminent evne til at udnytte den beskedne plads til alt muligt.


Hey, hallo! Det er måske her, der ligger nogle forretningsmuligheder gemt på bunden af skattekisten for lille Danmark. Al vores viden om have på meget lidt plads. Det vi betragter som en almindelig havestørrelse, er jo en usandsynlig lille have set med amerikanske øjne. Hertil kommer vores byhaver, altanhaver og baggårdshaver, for ikke at glemme kolonihaverne, som de sammenligner med containerbyer bare på en yderst charmerende måde "med små hække omkring hvert lille skur".



Danmark har sandelig masser at byde på i det store udland. Det er bare om at flyve op over skyerne og tågen, se på vores lille andedam og gribe mulighederne og markedet.

Undskyld, at dette pludselig fik sådan en lidt kommerciel vinkel. Men jeg tror faktisk, jeg lige pludselig blev smittet af den der amerikanske tilgang til tingene: Hvor der er et potentielt marked, skal det da udnyttes!

Men: Hvis vi så i samme åndedrag tager den merkantile havehat af og lægger den ved siden af den kølige bajer på havebordet et øjeblik, så kan vi måske gøre os nogle tanker om det med at have en laisser faire-holdning til vores haver? Har vi det? Vil vi gerne have det? Og har vi noget at byde på med vores tilgang til det at have en have?



1 kommentar:

  1. Hvis det er en afslappet haveholdning, så ja for min part... Men jeg har da set haver hvor det er verdens undergang hvis der formastede sig en bellis eller mælkebøtte i bedene eller græsplænen. Jeg tror nu det er undtagelser.
    Skægt at høre om andres syn på vores haveindstillinger. Jeg tænker altid på amerikanske som enten slet ingen eller lavet med de store armbevægelser. Og det er garanteret osse et meget firkantet syn.
    Er det ikke osse et ret typisk skandinavisk, kolonihaver. Der vist ikke så mange steder der det så vidt jeg ved.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE